Co-creation – Sammen skaber vi 2 min.
De fleste kan nok nikke genkendende til at man står med et produkt og tænker: ”Hvorfor gjorde de ikke…?” Eller: ”Det ville være meget bedre hvis…?” Sådan er der garanteret også folk der tænker om dit og vores produkter eller services. Derfor kan man ligeså godt udnytte at det er brugerne der er eksperter på deres egne behov. En måde til det er co-creation.
Co-creation sker før udviklingen sættes i gang
Når man sidder og arbejder med en idé, kan man tit i en organisation blive enige om at den er genial, men: Din idé er kun genial hvis brugerne også synes det. Derfor kan co-creation være super effektivt til at få brugerne til at blive en medspiller.
Allerede fra idégenereringsfasen skal udefrakommende involveres. Det behøver ikke nødvendigvis kun at være kunder/brugere, men kan også være samarbejdspartnere, leverandører o.l. Det er en måde at få idéer og synspunkter på banen, som ellers ikke ville komme frem.
Desuden er det meget nemmere at definere brugernes behov, når de rent faktisk er tilstede i processen. Det gør også udviklingstiden kortere, at man ikke først i testfasen finder frem til de problemer der altid vil opstå, i forhold til hvad man antager vil være den bedste løsning, og så den løsning brugerne opfatter som værende bedst.
Sammen skaber vi
Det handler dog ikke kun om brugerne. Det der er kernen i co-creation, er samskabelse. En proces hvor alle bidrager. Altså er det ikke bare at lukke nogle brugere inde i et rum, og så vente på de kommer ud med noget guld.
I stedet skal der sættes gang i samtaler, diskussioner og opgaver. Man skal bruge den kollektive viden, og de idéer der kan komme ud af den.
Der skal skabes en fornemmelse af at man bidrager og bliver lyttet til. På den måde vil der som regel opstå en følelse af medejerskab hos de brugere der deltager i processen.
Gode måder at lave co-creation på kan være ved rundbordssamtaler, gruppeinterviews, et online forum eller workshops.
Det er ikke nemt
En co-creation proces kan også resultere i at den originale idé man havde, bliver forkastet til fordel for noget helt andet. Det kan være en ordentlig kamel at sluge for sin egen eller teamets stolthed. Det var jo en genial idé.
På den anden side kan den geniale idé nemt gå hen og blive den dyre idé, hvis det viser sig at ingen vil bruge produktet.
Se også: Hvad er service design?