Grunde til din hjemmeside kan blive afindekseret eller fjernet af Google

Grunde til din hjemmeside kan blive afindekseret eller fjernet af GoogleLæsetid: ca. 7 min.

Lasse Baungaard Uncategorized Skriv en kommentar

Det er svært at komme i tanke om en større katastrofe for din hjemmeside, end hvis den bliver afindekseret af Google. For hvad nytter en hjemmeside, hvis den ikke kan blive fundet?

Men hvorfor sker det? Og er det altid din egen skyld? Eller kan det være en fejl fra Googles side? Det kigger vi på her.

Hvad er afindeksering af en hjemmeside?

Når en hjemmeside bliver afindekseret af Google, betyder det at den ikke længere vil være synlig i søgeresultaterne. En hjemmeside kan både blive komplet afindekseret, men det kan også være begrænset til enkeltstående undersider.

Grunde til man kan blive afindekseret af Google?

Bliver din hjemmeside afindekseret af Google, er det med stor sandsynlighed fordi du har gjort noget der er i strid med Googles retningslinjer.

Så hvor er det du skal passe ekstra på ikke at komme på kant med søgegiganten? Det kan f.eks. være:

1. Du har selv bedt Google om at afindeksere din side

Dette er sandsynligvis den mest udbredte grund til at din hjemmeside er blevet afindekseret af Google. Du har selv bedt om det, eller dem der styrer din hjemmeside har gjort det.

Er dette grunden, er det fordi der er blevet puttet et noindex tag på din hjemmeside. Er det kun enkelte undersider der er blevet afindekserede, kan det igen være fordi der på disse er brugt noindex tagget.

Du kan nemt tjekke om der er brugt noindex tag på en underside, ved at bruge Google Search Console. Her skal du gå til “URL-inspektion”:

URL-inspektion i Google Search Console
URL-inspektion i Google Search Console

Indtaste URL’en:

Undersøg URL i Google Search Console
Undersøg URL i Google Search Console

Er der på siden brugt noindex, så den ikke er indekseret, vil det under dækning se sådan her ud:

Side med noindex i Google Search Console
Side med noindex i Google Search Console

2. Spam eller malware

Indeholder din hjemmeside indhold Google vurderer er spammende, eller har du decideret malware på din side, vil du med stor sandsynlighed blive straffet.

Malware giver lidt sig selv. Hvad enten du selv bevidst har inkluderet malware, eller det er blevet injiceret af andre, bør det blive straffet.

Derimode kan spam være mange ting.

Det kan være indhold du selv har produceret hvor du bevidst prøver at vildlede brugerne ved f.eks. at linke til noget forkert, eller decideret prøver at scamme dem.

Men det kan også være brugergenereret spam, f.eks. fra kommentarfelter eller hvis du har et forum. Sørg derfor altid for at moderere alt brugergenereret indhold. Ellers kan det risikere at koste dig synligheden i søgemaskinerne.

3. Vildledende eller spammende struktureret data

Struktureret data kan være svært at bruge helt korrekt, særligt fordi der ofte har været opdateringer til retningslinjerne, og det at der er så mange forskellige muligheder. Det største problem kommer hvis du prøver at snyde Google med din strukturerede data, og bevidst prøver at udgive dit indhold for at være noget det ikke er. Dog vil det oftest være at du ved en fejl har lavet den forkerte mark-up på indhold, som struktureret data.

Det kan f.eks. være hvis du har lavet mark-up på indhold som brugerne ikke kan se, eller har fejlmarkeret indhold som derfor er vildledende.

En af denne type fejl som mange har begået tidligere, er brugen af anmeldelser, der via struktureret data bliver vist med stjerner direkte i søgeresultaterne. Har du f.eks. fået 5/5 stjerner (⭐⭐⭐⭐⭐) af en bruger eller kunde, og derefter har angivet den anmeldelse på alle undersider, vil det være forkert brug af struktureret data. I virkeligheden må man kun bruge anmeldelser der hvor det er relevant. Er det et produkt der er anmeldt, må du kun bruge den anmeldelse, som struktureret data, på produktets egen underside. Det samme gør sig selvfølgelig gældende ved anmeldelser af services og andre tjenester.

Begår du denne type fejl, kan Google gå ind og give dig en manuel straf. Det er når en person i Googles Webspam Team har undersøgt din side efter mistanke om at du bryder retningslinjerne, og derefter tildeler dig en straf.

Modtager du sådan en manuel straf kan du se det i Google Search Console under: “Sikkerhedsproblemer og manuelle handlinger -> Manuelle handlinger”:

Manuelle handlinger i Google Search Console
Manuelle handlinger i Google Search Console

Du kan finde Googles retningslinjer for struktureret data her.

4. Unaturlig linkbuilding

Har du arbejdet bare en lille smule med SEO, ved du hvor vigtigt linkbuilding er. Det frister derfor naturligvis mange til at skaffe sig links, på en måde der er mod Googles retningslinjer. Det er en af de ting Google straffer hårdt når de opdager det, eller automatisk får lukket et smuthul i en algoritme opdatering. Et godt eksempel på det er Penguin opdateringen, hvor mange der havde brugt ninja-tricks til linkbuilding, mærkede Googles vrede.

Særligt hvis du inden for en kort periode får markant flere links til din hjemmeside end hvad der er normalt, vil det se unaturligt ud, og med Googles øjne være et tegn på at du køber links. Også selvom det ikke nødvendigvis er tilfældet.

Det skal dog siges at det stadig er en meget udbredt praksis, og selv flere af de største SEO-bureauer i Danmark tilbyder at købe links til deres kunder. For gøres det på en måde der ikke automatisk bliver vurderet som unaturlig af Google, virker det bare stadigvæk, og er noget af det mest effektive, selvom der er mod retninglinjerne.

Om Google nogensinde får elimineret det 100% er dog meget tvivlsomt, men mon ikke de finder metoder til at stramme yderligere op i fremtiden? Det kunne man i hvert fald håbe.

5. Du bruger gratis hosting/webhotel

Lad os bare starte med at sige, at det skal du ikke! Er du seriøs med din hjemmeside, kunne du forhåbentligt ikke finde på at bruge gratis hosting, vel? 😉

Det er heldigvis ikke et særlig udbredt problem længere, men det var det tidligere. Så lad bare vær. Hosting er et område som mange undervurderer. Det har nemlig virkelig stor betydning for både hastigheden på din hjemmeside og hvordan du håndterer den trafik der kommer, men også din SEO sådan helt generelt. Så gør dig selv den tjeneste at vælge en ordentlig host til din hjemmeside.

Grunden til at gratis hosting kan føre til afindeksering i Google, er at gratis webhosting ofte vil være voldsomt spammende med reklamer og giver en generel dårlig brugeroplevelse. Det kan resultere i at Google afindekserer alle hjemmesider på webhotellet.

Du kan se mere om hvad Google selv siger om gratis hosting her.

6. Google har opdateret deres algoritme

Er der lige kommet en større opdatering af Googles algoritme? Så kan det muligvis være grunden til at din hjemmeside er blevet afindekseret. Særligt hvis opdateringen har medført en opdatering af retningslinjerne, er det værd at tjekke op på.

SearchEngine Journal har en god oversigt over større opdateringer af Googles algoritme, som du kan finde her.

Afindekserer Google hjemmesider ved en fejl?

Ja, er det helt klare svar. Det sker ikke lige så ofte, som når der er en reel grund, men det sker. Der kan være tilfælde hvor det går ud over flere hjemmesider på én gang, eller det kan være isoleret til en enkelt hjemmeside.

Det største tilfælde af at mange sider på tværs af domæner blev afindekseret, så vi senest i starten af april 2019. Her er det rapporteret at omkring 4% af samtlige indekserede sider i Google, ved en fejl blev afindekseret.

Ved en sådan fejl, er du som hjemmesideejer fuldstændig uden skyld, men kan manuelt bede Google om igen at indeksere de sider der er blevet afindekseret. Det vil sandsynligvis være hurtigere, end at vente på de selv retter fejlen.

Sådan får du reindekseret din hjemmeside i Google

Har du løst problemet der gjorde at din hjemmeside blev afindekseret? Godt. Så er du nemlig klar til at få den reindekseret. Og det samme gør sig gældende hvis det skete ved en fejl.

Det du skal gøre er:

Gå i Google Search Console under “URL-inspektion”:

Indtaster den pågældende URL:

Og klikker på “ANMOD OM INDEKSERING”:

anmod om indeksering i Google Search Console

Først vil der køre en test, for at se om siden kan indekseres, hvorefter du får denne besked (hvis den kan indekseres):

manuel indeksering i Google Search Console

Gør du det, bør den pågældende side inden for ganske kort tid være blevet reindekseret, og dermed synlig i søgeresultaterne.

Har du brug for hjælp til at få indekseret eller reindekseret din hjemmeside i Google, er du meget velkommen til at kontakte os.

Om skribenten

Lasse Baungaard

Lasse er partner i Digitypes og ansvarlig for kommunikation og kundekontakt. På bloggen skriver Lasse om alt fra content marketing til projektstyring, og interesserer sig for at skrive om emner der kan være til gavn for andre iværksættere.Du er altid velkommen til at connecte med og kontakte Lasse på LinkedIn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *