Hvordan virker typografisk æstetik? 18 min.

Kan man kan tale om effekten af typografisk design på din modtager? Her ser vi på nogle konkrette vinkler og eksempler på lige netop hvordan typografisk æstetik virker.

Typografisk æstetik

At tale om typografisk stil er som at prøve at holde en glat ål: På den ene side kan du sagtens tage fat på emnet og tale om at der i et givent eksempel er en genre, at der er brugt en særlig font med historiske rødder og at hele layout-stilen kan være fx trendy eller klassisk. På den anden side er det kategorier, der hele tiden smutter fra dig, for selvom “man” kender det konventionelle, så ved du sjældent helt hvorfor det skal gøres sådan … det “gør man bare”. Det er en designkultur, der er på spil her. Og hvor kan du finde viden om hvordan typografi videnskabeligt set kan siges at virke? Og hvordan hænger dine egne kreative ideer sammen med både konventioner og viden om typografi? Konventioner, viden og kreativitet – det er jo hele tre ting på én gang!

Det er samtidig en såkaldt kuratering, jeg foretager i denne blog, dvs. jeg omtaler materiale, du kan fordybe dig yderligere i, hvis du vil.

Jeg vil prøve at fange den glatte ål i denne blog, og holde den lidt frem så du kan blive klogere på hvordan typografisk æstetik kan siges at virke. Jeg kan ikke holde ålen fast, den smutter fra mig igen, som den altid gør. Men jeg kan se på nogle udvalgte vinkler inden for konventioner og forskning – og på hvordan typografisk kreativitet altid er i udvikling. Det vil jeg gøre med tre overordnede vinkler: kultur, viden og kreativ praksis.

Først præsenterer jeg her de tre vinkler ganske kort:

KULTUR – “det man ved man ikke går galt i byen med”. Man bruger typografisk kultur, når man bare ved hvad klienten mener, når hun siger at hun skal bruge en “smuk håndskrift” til titlen på menukortet til den fine, klassiske restaurant. Eller når du som designer bliver bedt om at lave en hjemmeside for en fotograf, der beder om en “enkel, skandinavisk typografi”, så det æstetiske udtryk fremstår moderne og billederne på siden ikke overskygges af noget andet. Typografisk kultur er det “man” bare ved man skal gøre, fordi man har lært det i sit fag og fordi man ser en særlig stil i medierne i sin hverdag. Man reproducerer den visuelle kultur og faglighed, man kender, for at sige det lidt firkantet.

VIDEN – den æstetiske effekt skal reelt afprøves og undersøges. Den videnskabelige tilgang til hvordan typografi kan siges at virke på sin modtager er ikke ny, men den er heller ikke ret gammel! Det, der kan siges “at virke” vanskeliggøres altid af kultur-vinklen, der blev beskrevet før: Hvis man fx er vant til at se aviser sat i spalter og sat med serif-fonte på tryk, så vil et forsøg med sans-serif skrifter i en avis sandsynligvis bekræfte, at folk foretrækker spalterne med serif-fonte. Den visuelle kultur påvirker folk og skaber præferencer (selvfølgelig også i forskellige nationale sammenhænge). Derfor er mere videnskabelige undersøgelser af hvordan typografi virker på fx læsbarhed altid en research af virkningen i en sammenhæng, i en bestemt tid og med mediebrug på et specifikt tidspunkt – med specifikke fonte. Det gør det komplekst med så mange variabler, helt klart. Ikke desto mindre er der lavet nogle interessante undersøgelser, der gør at vi kan sige med en vis ret, at “sådan virker det”. Nogle af de undersøgelser vil jeg fortælle om i denne blog.

KREATIV PRAKSIS – typografi sker ikke af sig selv: Der er altid nogen, der foretager kreative valg. Jeg ser det som naturligt at tage elementet kreativ praksis ind som væsentlig for typografisk design, ja, i al design, fordi man ikke kun benytter sig af en kulturel konvention eller en eventuel videnskabelig funderet viden, når man designer. Nogle opgaver kræver en leg med typografien, en ekspressivitet, der udfordrer konventionerne. Selv de mest konventionelle opgaver kræver, at du som designer ikke bare hiver en skabelon frem, men at du tænker over hvordan selv det mest klassiske udtryk skal varieres i netop dit bud på en opgave. Det har været og er stadig grobund for udvikling af typografisk design i kommunikation og i kunst.

Lad os kaste os ud i det!

Kultur – når du bare ved at “sådan skal det være”

Nu skal jeg vælge mine ord med omhu, for ikke at støde nogen. Den faglige vinkel på valget af et konventionelt typografiske udtryk er naturligvis ikke en total bevidstløs handling. Det er ikke en robot, der vurderer, hvilken font, der skal bruges, når fx en designer får til opgave at designe en bog. Det, der er væsentligt her er at man bruger sin viden om visuel kultur, at man kender det traditionelle udtryk og ved at det skaber en særlig virkning på sin modtager. Det er en akkumuleret viden, der har træk helt tilbage til dengang man begyndte at sætte typer op manuelt og trykke med de fonte, vi kender i dag (og her udelades gotiske fonte, som må siges at have været passé i årtier).

Tag et kig på et opslag fra det klassiske mesterværk Hypnerotomachia Poliphili fra 1499, udgivet af den italienske humanist og bogtrykker Aldus Manutius:

Ud over de store, ornamenterede bogstaver, der indleder teksten (uncialer), så er stilen ret genkendelig i bogdesign i vore dage: en letlæselig serif-font (dem med “fødderne”), gode marginer på papiret samt fin linjelængde og linjeafstand. Vi synes generelt det er smukt og at det er sådan det skal gøres. Så hvorfor ændre på det? Det er blevet en konvention og vi ved at det signalerer bogdesign og troværdighed, når det serveres til målgruppen på denne måde. Man kan også sagtens sige, at målgruppen forventer denne stil, for der skabes genkendelige skriftbilleder. Det passer endda på det digitale univers, når du tager din Kindle frem i toget og læser:

Det er ikke kun et klassisk layout, der er anvendt her, men selve den skrift du ser på skærmen er i dette tilfælde en særlig Amazon-designet font kaldet Bookerly. Klassisk og tidsløs.

Den tyske designer Erik Spiekermann er en af de helt store autoriteter inden for typografisk design. Han er en af pionererne inden for salg af digitale fonte og han har selv designet ikoniske fonte, som fx FF Meta. I 1984 var han med til sammen med BBC at lave et sjovt lille indslag om konventioner inden for typografi: “Typomania”. Det rammer hovedet på sømmet i forhold til det, man kan kalde kulturvinklen i dette afsnit:

Designkultur reproducerer det, vi på godt dansk kalder best practice inden for typografisk design. På de kreative designuddannelser lærer man hvordan man skal arbejde med typografi, og elever og studerende mødes med en forventning om en dag at kunne mestre de klassiske dyder samt at være kreative. Og denne kultur finder sit kontrapunkt i folks forventning til design af specifikke medier – lige fra bogdesignet i trykte medier, til hvordan jeg lynhurtigt ved, at en del af webdesignet er et klikbart link, en call-to-action knap, der fx lægger mine varer i indkøbskurven.

Faglig kultur spænder dog ret bredt i favntag med henholdsvis konservatisme og mere moderne tilgange. Tag fx historisk set vores egen grand old man inden for typografi, Eli Reimer (1916-2001), der i sin Længe leve typografien (forlaget Grafisk Litteratur) går helt ind til benet i linjeafstande, udregninger af afstande til mellemrubrikker, afstand mellem enkelte skrifttegn og meget andet, der ville kunne få enhver, der ikke kommer fra en teknisk skole, til at tabe underkæben. En fantastisk tour de force i “hvordan man gør” ned i alle detaljer, hvis nogen skulle savne en kilde til det. Ja, jeg taler til jer, der tror I er toppen af poppen, bare fordi I har leget lidt med InDesign 😉 Eli Reimer har angiveligt sagt, at det at lade teknikken styre det faglige er at lade halen logre med hunden. Er man til en mere international vinkling på de klassiske dyder, vil jeg anbefale den canadiske poet og typograf Robert Bringhursts bog The Elements of Typographic Style (orig. 1992, revideret flere gange siden).

Personligt elsker jeg de klassiske lærebøger, for der så mange vigtige dyder, jeg ikke ser længere i moderne bogdesign. Det er ikke fordi klassisk typografi er det eneste og det bedste i al typografisk praksis, men … come nu on, kære danske forlag: Hvor svært kan det være fx at bruge minuskeltal i jeres bøger? Pointen er, at man skal lære håndværket! Det vidner en tradition om konventioner, der virker, om. Både Eli Reimers bøger samt dele af Charles Moegreens fantastiske bog Lærebog i typografi (fra 1958 – hvis du kan skaffe den fra et antikvariat, så gør det!) skulle digitaliseres, måske laves til en undervisnings-app, og gøres til pligtundervisning på designuddannelserne.

Der bliver bygget smukt bro mellem både det moderne og det klassiske hos designer og underviser Henrik Birkvig, der desuden var med til at redigere og udgive nogle af Eli Reimers ufærdige bøger efter dennes død. Birkvigs Grundbog i typografi (2007, Grafisk Litteratur) samt andre udgivelser er skoleeksempler på “sådan skal du gøre”. Hold da op, jeg har brugt timer på at bladre i Birkvigs visuelt lækre Birkvigs Skriftatlas.

Det kreative og det klassiske ses i skøn forening hos den amerikanske forfatter og designer Ellen Lupton. Luptons Thinking With Type (2004) er på enhver pensumliste eller designblog med respekt for sig selv. Lupton forbinder de klassiske konventioner med det nye og mere eksperimentelle. Et moderne livstilssmagasin skal fx ikke være alt for kedelig. Her er det vigtigt at stilen forandrer sig med tiden. Tag nu fx et blad som Vogue og sammenlign deres nyere typografisk design med det, du ser i deres ældre udgivelser, så vil du egentlig kunne se en rød tråd i stilen. Det er både konventionelt og det kan også forny sig. Så kan det godt være der kun er én spalte, når du læser dit yndlingsblad på din iPad og flere spalter i den trykte version. Men så er der (forhåbentlig) til gengæld en gennemført, grafisk sammenhæng i stilen og i den gode klassiske brug af læsbare fonte. Det sidste aspekt skal vi se mere på i næste del.

Viden – når effekten på modtageren er undersøgt

Hvis man er en smule erfaren i denne verden, så opdager man hurtigt at det desværre langt fra er de videnskabelige opdagelser, der danner grundlag for vores beslutninger (i så fald havde miljø og klima nok set bedre ud pt.)

På samme måde er det i praksis svært at overbevise sin chef eller klient om fx en fonts læsbarhed i et designvalg. De fleste mennesker har en “synes-tendens”, når det drejer sig om design. Man kan “synes” at en skrift ikke dur, fordi man er klient eller chef. Får de selvsamme mennesker besøg af en håndværker, der skal ordne deres badeværelse, går de nok ikke hen til håndværkeren og “synes” at der skal bruges et andet værktøj eller en anden type rør. Eller gør de? Det må jeg finde ud af en dag …

MEN … lad os nu bare et øjeblik lade som om vi ideelt set kan trække på videnskaben og et udsnit af reel viden om hvordan typografi virker.

Læsbarhed

Vi starter med at se på vinklen læsbarhed:

Kim Pedersen & Anders Kidmose udgav i 1993 deres udviklingsrapport om typografi og læselighed Sort på hvidt i bogform (Grafisk Litteratur). Her er det bl.a. x-højden, der bliver undersøgt, dvs. højden af et almindeligt x set i relation til versalerne i en given font:

Kilde

Til venstre ses et eksempel på Bernhard Modern og til højre et eksempel på Adobe Garamond. Gennem egen og andres research via læseundersøgelser, konkluderer Pedersen & Kidmose at en stor x-højde gavner læsbarheden i forhold til læsetekst i større mængder. Når det kommer til overskrifter, betyder det jo knap så meget, for der ville man jo sagtens kunne læse en tekst sat med Bernhard Modern. Der er dog også andre årsager, der kan spille ind, når en font skal være læsevenlig, fx bredden i hvert tegn, hvor fin eller mere markant fonten er designet, linjeafstand osv. Stor x-højde er ikke en trylleformular. Den tyske fontdesigner Ralf Herrman har skrevet en god, kort, research-funderet artikel om skiltetypografi (på engelsk), hvor han begrunder hvordan x-højden ikke er det eneste man skal se på i forhold til læsbarhed.

I denne sammenhæng omkring emnet læsbarhed skal danske Sofie Beier også nævnes. Beier har udgivet bogen Reading Letters. Designing for Legibility (2012), om læsbarhed og typografi. Bogen er baseret på hendes ph.d.-afhandling om emnet, og her er vinklen læsbarhed i forhold til selve det enten at designe en font eller det at kunne udvælge en god, læsbar font til en opgave. Allerede på en af de første sider i bogen slår hun fast at forskellige testmetoder skaber forskellige resultater. Om det er “holdning” til fontens udseende og det, den skaber associationer til, om det er læsehastighed, om det er læsbarhed på afstand osv. Desuden slår hun en gang for alle fast via referencer til nyere forsøg, at det ikke skaber bedre læsbarhed i sig selv at bruge serif-fonte frem for sans serif-fonte. Et forsøg i USA viste endda at folk bildte sig selv ind, at de læste bedre i tekster sat med serif-fonte.

Det er ligesom med ingredienserne du blander i et forsøg, så giver det et særligt unikt resultat. Hvis du kommer saftevand i kolben i stedet for kviksølv, så sker der nye ting. Dermed ikke sagt at research af typografi er omsonst – langt fra! – men man skal være opmærksom på hvilke variabler man undersøger og i hvilket miljø, forsøgene foretages. Hvis et forsøg viser at større skriftstørrelse i tekstmængder skaber bedre, positiv opmærksomhed, så kan det skyldes mange ting, som fx da et sådant forsøg i USA fik kritik baseret på det faktum at flere og flere amerikanere er blevet nærsynede hen over de sidste fire årtier.

Nok om læsbarhed. Hvis du er nybegynder i design og du skal have nogle hurtige tips, så har Henrik Birkvig skrevet en kort og klar artikel i tidsskriftet Viden om Literacy i 2016 med gode visuelle eksempler.

Effekten af typografisk æstetik og stil på beskueren

Den næste vinkel skal handle om den effekt typografisk æstetik og stil har på beskueren. Det kan indledningsvist meget passende illustreres med dette tweet (kilde):

Bare det at bruge fonten Comic Sans skaber simpelthen modstand: Det kan bare ikke tages seriøst! Tænk at det i en kort stund kan overskygge en af vor tids største videnskabelige opdagelser.

Så læsbarhed er ikke alt. Hvorfor fejler Comic Sans? Den er jo læsbar? Her er det tilfældet, at det typisk er den konventionelle såkaldt pæne stil, der er foretrukket, som det fx blev påvist af Kevin Larson og Rosalind Picard i deres studie “The Aesthetics of Reading”. I det her eksempel fra studiet blev eksemplet til højre klart valgt af forsøgspersonerne, selvom begge eksemplers tekster kunne læses uden problemer:

Eksemplet til højre er bare pænere. Punktum. Folket har talt.

Sarah Hyndman har skrevet bogen Why Fonts Matter (2016) om den psykologiske effekt typografi har på os. Hyndman arbejdede i de første år af sin karriere som alle andre designere: Hun skabte storytelling og troværdighed gennem design, og hun lærte at bruge alle kneb inden for typografi i sit arbejde på et bureau. men hun lærte hurtigt en vigtig lektie: Typografi er ikke uskyldig. Da hun en dag blev bedt om at lave design for et tobaksfirma, måtte hun sige stop. Fra da af var hun selvstændig, men hun var også blevet nysgerrig på hvad typografi kunne gøre ved os. Hun laver nu – ud over sit arbejde som designer – også eksperimenter og undersøgelser omkring typografi sammen med andre i designforskningsfeltet (da hun ikke selv er forsker som sådan). Det handler for Hyndman om psychology of type. Hyndman har fx påvist at typografi “taler” til målgrupper på ret forskellige måder. Hvis du viser en font som Helvetica til designere, vil de kalde den “klassisk og elegant”, hvorimod almindelige mennesker uden for designerfeltet vil sige den er jævnt almindelig og kedelig.

Jeg havde selv fornøjelsen at opleve hende på eventet We Love Graphic Design i København i 2017, hvor hun fortalt om nogle af sine eksperimenter. Hun fortalte fx om et forsøg med at kombinere smag og stil ved at lade nogle folk spise bolsjer mens de så på en venlig, rund font, mens andre folk spiste de samme bolsjer mens de så på en kantet font. Ikke overraskende vurderede folk, der havde set på den runde font, at smagen var langt sødere, end dem, der havde set den kantede font. Forudsigeligt, siger du? Ja, måske, men nu ved vi det, eller vi kan sige, det er mere sandsynligt at noget virker bedre frem for andet i typografisk æstetik. Der er en verden til forskel.

Se et udvalg af Sarah Hyndmans cases.

Kreativ praksis – når du er med til at skabe typografisk designkultur

Den sidste vinkel på effekten af typografi, jeg vil tale om, er egentlig ikke så meget effekten på din målgruppe, men snarere den effekt, du som designer er med til at skabe på selve designkulturen. Al menneskelig handling skaber en kultur i praksis. Dels en kollektiv kultur, som de faglige, kulturelle konventioner, jeg tidligere har omtalt, men også en kultur der påvirkes af hver enkelt udøvende designer. Der er trends i design, som kan siges at udløses af toneangivende designere (se fx mit blogindlæg om retrodesign). Men selv uden måske at skabe store trends, er du med til at påvirke den typografiske designkultur.

Når du tager fat på en designopgave står du med et valg, hvor konventioner kontra nyskabelser – små eller store – skal definere dine designvalg. Skal du lave en opsigtsvækkende ekspressiv plakat for et teaterstykke, så er det ikke konventionel design eller måske ikke engang særlig læsbar typografi, du skal gå efter. Det varierer meget i forhold til det signal du vil sende. Se eksempelvis på de her to eksempler på albums med den store italienske mezzosopran, Cecilia Bartoli:

Det første eksempel til venstre kan næsten ikke blive mere konventionelt. Vi ser den store donna vist i et klassisk feminint motiv – “mystisk og dragende”, men også lidt fortærsket. Hendes navn er skrevet med kapitæler som var de hentet direkte ud af Trajan-søjlen fra det gamle Rom (fonten hedder faktisk Trajan). Som for at koge suppe på elegancen, så er samlingen af hendes sange “A Portrait” sat med en fin, sirlig skriveskrift. Det er konventionelt til kvalmepunktet, vil jeg personligt mene.

Det er en anden sag med albummet til højre. Bellinis tragiske opera Norma handler om en ældre kvinde, der bliver forsmået af sin elsker med hvem hun har to børn, og smerten over ikke at være sammen med ham driver hende til vanvid og nær ved til at myrde deres fælles børn. Handlingen i denne version med Bartoli er sat til Frankrig i 1940’ne og den tyske besættelse. Det er en genistreg at lave coveret på denne måde: Med en typografisk stil som var det en paperback fra 1930’erne eller 40’erne, og med røde typer, der maler sig op ad et motiv af den ulykkelige Norma.

Designeren har altid et kreativt valg i sit typografiske univers. Men det bedste valg er det intelligente valg.

Til sidst kan alle tre vinkler, jeg har talt om opsummeres som en slags tænke-model for den udøvende designer, når det kommer til typografiske valg. Set ud fra den givne opgave og det valgte medie, digitalt eller analogt eller på tværs af disse, skal du overveje hvad du vil arbejde med af konventioner, af viden og hvilke kreative valg, du tager: