Podcast SEO – Sådan øger du synligheden online for din podcast 6 min.
Andelen af danskere der lytter til podcasts er i stærk vækst. Det samme er konkurrencen på det danske marked. Du skal derfor arbejde hårdere i dag for at skille dig ud, end for bare et par år siden. Derfor bør du udnytte alle de muligheder du har, for at komme foran de andre. En af de bedste måder, ud over selvfølgelig at lave en god podcast, er ved Podcast SEO, som du kan lære mere om her.
Hvad er Podcast SEO
Podcast SEO, er søgemaskineoptimering specifikt rettet mod at få din podcast til at rangere højere når der søges efter podcasts.
Men handler SEO ikke om at få hjemmesider højere op i søgemaskinerne? Jo det gør det, men når det drejer sig om podcasts, handler det ikke kun om at få din egen hjemmeside med podcasten til at placere sig højt, men om at løfte alle de platforme du, forhåbentlig, bruger.
Brug mange podcast tjenester/platforme
Hvor finder brugerne nye podcasts?
Det sted hvor brugerne primært finder nye podcasts at lytte til, er de platforme hvor man lytter til podcasts. Det kan f.eks. være Apple Podcasts, Spotify, Soundcloud, Stitcher eller en af de mange andre podcast specifikke platforme. Og der er mange.
Flere vil helt sikkert også komme til de kommende år. F.eks. er Egmont på vej med deres egen nye podcast tjeneste.
Så med mindre din podcast allerede er kendt, er sandsynligheden for at lyttere der vil være interesserede i det du snakker om, også finder podcasten, størst hvis du sørger for at være tilstede der hvor dine potentielle lyttere er.
Podcast i Googles søgeresultater
Fra maj 2019 er Google begyndt også at vise podcast, med er “play” ikon direkte i søgeresultaterne.
Det betyder altså at du direkte fra Google søgeresultater kan få lyttere i gang med at høre de sidste nye episoder af din podcast.
At det nu er så let tilgængeligt for os brugere der gerne vil have alt serveret så nemt og bekvemt som muligt, skal slet ikke undervurderes.
Og det faktum at Google nu inkluderer podcast episoder direkte i søgeresultaterne siger altså noget om at formatet er blevet mainstream. Ellers ville Google ikke have gjort det til en prioritet at servere det så nemt for os vel?
Dog skal jeg nævne at når man klikker på en podcast episode fra søgeresultaterne, bliver man ledt over til Google Podcasts hvor det afspilles fra. Så at Google gerne vil have udbredt Google Podcasts noget mere, spiller helt sikkert også en rolle.
Brug podcasten på din hjemmeside
Når SEO nu indgår i titlen på emnet her, skal vi selvfølgelig også komme ind på din hjemmeside. For en hjemmeside vil uden tvivl kunne hjælpe din podcast til at få flere lyttere. Selvom det ikke nødvendigvis er via Google de fleste finder den næste podcast at lytte til, kan du fange mange her, specielt fordi Google altså også har fået øjnene op for at det er et medie, som brugerne i stigende grad interesserer sig for.
Samtidig får du med en hjemmeside til din podcast også et ekstra sikkerhedslag. Begrænser du dig til en eller få enkelte tjenester, er du sårbar overfor at de risikerer at lukke ned, og så er du på den. Med en hjemmeside kan du selv styre det, og dine lyttere vil altid kunne finde frem til din podcast, uanset hvilke podcast tjenester du i øvrigt bruger.
Når du har en hjemmeside til din podcast, giver det dig selvfølgelig også de fordele der er når man laver “almindelig” SEO. Det gør dig i stand til at søgemaskineoptimere til de søgeord dine potentielle lyttere bruger. Du kan altså optimere til den søgeintention brugerne har. Det kan gøre dig i stand til også at målrette din podcast til brugere som ikke nødvendigvis leder efter en podcast om et emne, men måske bare generel information om det.
Og når du har været i gang i noget tid, vil du også kunne bruge data fra hjemmesiden til at se hvad der hitter hos din målgruppe, og udnytte det til emner til nye afsnit.
En god idé er også at linke internt mellem relevante podcast episoder. Det er både godt for brugervenlighed og søgemaskinerne, hvilket tilsammen er god SEO skik.
Transskriber din podcast
Normalt er noget af det der tager lang når du laver SEO på hjemmesiden, at generere indholdet. Den tekst der hjælper din hjemmeside til at blive fundet i Google. Men når du har optaget et afsnit af din podcast, så har du jo allerede noget indhold.
Den lette, men stadig effektive måde at genbruge det indhold, er at lave en transskribering af dine afsnit. Altså tag og skriv det der bliver sagt. Særligt i afsnit hvor du går i dybden med et emne vil det være effektivt.
Det vil sandsynligvis være enkelte ting der skal skrives om fordi det ikke gør sig ligeså godt på skrift, men brug ikke for meget tid på det.
Brug Youtube til din podcast
Youtube er faktisk en ret stor platform til podcasts, også selvom du ikke filmer din podcast. Egentlig giver det ret god mening, når man også tænker på at Youtube er den mest benyttede platform i Danmark til at streame musik, ja også mere end Spotify.
Samtidig vises der også videoer fra Youtube i Googles søgeresultater, så her har du altså endnu en mulighed for at blive vist.
Youtube SEO kan altså understøtte din podcasts synlighed.
Brug sociale medier til at promovere og skabe linkbuilding
Har du en podcast gør du det forhåbentlig allerede, og hvis ikke, så kom igang. Del altid dine podcast episoder på dine sociale medie platforme. Både fordi det vil give flere lyttere, men det vil også understøtte linkbuildingen til din podcast.
En effekt du kan forøge yderligere, hvis du også begynder at genbruge indholdet fra din podcast. F.eks. ved at lave infografikker ud fra indholdet i din podcast. Inforgrafikker er noget der deles rigtig meget på de sociale medier, fordi det er en virkelig effektiv (og underholdende) måde at dele information på. Og så er det også en type indhold andre vil kunne dele på deres hjemmeside, forhåbentlig med link til din podcast.
Hvis du har gæster, så brug dem til at markedsføre
Har gæster sagt ja til at deltage i din podcast, vil det formentlig også være relativt nemt at få dem til at sige ja til at omtale den episode de deltager i, på de platforme de selv er tilstede på.
Bonusinfo: Titler betyder meget
Husk altid også at være kreativt med titlerne på dine episoder, og udnyt søgeord der er relevante for din målgruppe. Det hjælper både i forhold til når du gerne vil findes i Google, men også når der søges direkte på specifikke podcast tjenester og Youtube.
Kan du lande et sted midt imellem clickbait og eksakte søgetermer uden det bliver for kedeligt, går du ikke helt galt når det kommer til podcast SEO.