vælg en ny font

Vælg en ny font – når du skal finde en anden slags skrifttype 13 min.

12/04/2018
01/12/2020

En ny font der rent faktisk er nyere og flottere end standarden!

I en tid hvor vi bogstavelig talt oversvømmes med gratis fonte, der kan anvendes til både digitale og trykte medier, undrer det mig, at der stadig ikke ses et større mod til at vælge nyere, gode fonte til visuel identitet på logotypes, websites eller sågar i den del af ens kommunikation, der er afhængig af megen læsning (rapporter osv.). Har du modet når der skal vælges ny font?

Jeg vil kaste mig ud i et forsøg på at ryste posen lidt, så du kan se eksempler på brug af nyere gratis(!) fonte – som er det mere moderne ord jeg i denne blog bruger i stedet for ordet skrifttyper.

Nej, stop! siger du?! Hvorfor? Er der ikke mange andre gode blogs og artikler, der allerede handler om typografi og fonte? Jo, på en måde. Men selvom jeg nyder at læse disse blogs og artikler skrevet af dygtige, kreative mennesker, så er der bare en generel tendens til at der også lige skal fortælles om alle de klassiske fontes historie, om fødder/serif versus ingen fødder, om linjelængde og andre dele, man kunne kalde lidt crash course i typografi. Det er ikke min primære hensigt i denne blog. Jeg vil praktisk vise hvordan et udvalg af nyere fonte – absolut og skamløst subjektivt udvalgt af mig selv! – kan kommunikere med sin visuelle stil og om hvordan du foretager et godt valg af fonte til en bestemt type designopgave.

Skriftbilledet – om hvordan en font “taler og ser ud” visuelt

Før jeg kaster mig ud i de visuelle eksempler, vil jeg bare kort etablere en ramme for visuel kommunikation, når jeg taler om fonte og typografi. Typografi og design er der allerede skrevet meget om i flere årtier, både den praktiske del og omkring typografiens kulturelle  rolle i designhistorie. Det er også super spændende, men det kan være emnet for en anden blog.

I denne her sammenhæng vil jeg kun praktisk tale om det, man kalder skriftbilledet: Visuel tekst – typografisk design – har jo altid “tøj på” og har en særlig stemme. Ingen font er neutral. En font træder ud på catwalk’en iført én eller anden stil. Det er denne stil, der i sig selv og uanset brugen af tilhørende grafik, farver og billeder, viser sig som et unikt skriftbillede. Skriftbilledets genrer og stil kan sende signaler om stilskifte, om konservatisme, om alvor, om sjov eller noget helt andet.

Og skriftbilledet kan være lyst eller mørkt samlet set i et layout:

Skriftbilledet appellerer til målgrupper, ligesom alle andre visuelle effekter – både i det store layout og i detaljerne i enkel tekst som en titel eller et logo. Det vil jeg vise lidt af her i bloggen.

Det er på tide at skifte font-garderoben lidt ud. Jeg fortæller i denne blog om valg af fonte via deres skriftbillede og ved at tematisere det med en række velkendte udfordringer for både designere og ikke-designere, der arbejder med typografi. Jeg har fundet et bredt udvalg fra gode websites, hvor du kan finde gratis fonte af god kvalitet. Here we go!

Sæt det her op så det er læsbart og send det ud på mail!

Yes, boss! siger de fleste og så ryger teksten ind i Word og får “Times New Roman-tøj” på. Skal det være mere moderne bliver det med Calibri. Det er fint, det kan læses. Ingen tvivl om det.

Men du kan også prøve variationer med

Alegreya fra fontsquirrel.com. Denne font har både regular snit, bold (fed) snit og black (meget fed) samt flotte kursive varianter.

Alegreya er både klassisk i sit regular udtryk og har også en skøn, næsten kalligrafi-agtig kursiv. Se blot på dette layout – det er udelukkende lavet med variationer af Alegreya:

Alegreya kan også med fordel bruges til: Plakater, websites, bøger som fx romaner/noveller men også kunstbøger og lignende.

Fonte, der har samme kvaliteter som Alegreya: Spectral, Vollkorn, Neuton.

Bonus-tip: Alegreya har også en sans-serif variant (uden fødder), som du kan bruge til flere kontraster i dit layouts skriftbillede.

Der er ikke mange gratis serif fonte, der kan hamle op med Alegreya!

Men lad os skrue op for udfordringen nu:

Det må ikke fylde mere end én side, men det skal kunne læses!

Ok, nu strammer du den, boss! Men vi kan gøre det!: Hvis du skal klemme meget tekst sammen på lidt plads, skal du sørge for at bruge en font med en såkaldt lille x-højde. Dvs. jo større størrelsen på minusklernes x-højde er (de små bogstavers samme højde som ‘x’) er i forhold til versalerne (de store bogstaver), jo mere læsbart er teksten. Og så kan du gøre teksten og linjeafstanden mindre.

Her kommer redningen: Merriweather har det hele – lav x-højde og læsbar i selv lille størrelse.

Merriweather har intet mindre end fire varianter med samt kursive snit til hver af dem: light, regular, bold og ultra bold. Det er vigtigt, for det er med disse snit, du kan sikre både kontrast, læsbarhed og et stilsikkert skriftbillede. Smart! Se blot her:

Merriweather kan også med fordel bruges til: flyers, foldere, aviser, magasiner, bøger som f.eks. opslagsværker, webtekst (dog ikke store overskrifter, vil jeg mene).

Fonte, der har samme kvaliteter som Merriweather: Manuale, Andada

Nu zoomer vi ind på skriftbilledet:

Jeg har hørt stor skrift på websites er det nye sort! Det vil jeg også have!

Cool! Bossen er nede med de unge … eller … noget. Du skal altså finde en font der virkelig kan tale sin sag. Her er det klart der skal overvejelser ind omkring det stilmæssige udtryk i fonten, altså om skriftbilledet sender det rigtige signal til målgruppen.

Det kan være en god ide at eksperimentere med fonte, hvor detaljerne virkelig betyder noget, for de bliver set i stor størrelse. Det kan være det skal være såkaldte display fonte, der skal bruges, men det kan også være andre typer – Alegreya kan også bruges her, for den vil også være flot som stor skrift. Uanset hvad, så husk lige at teste for æ, ø og å, hvis du skal bruge fonten i en dansksproget sammenhæng 😉

Her er et udpluk af fonte, du for eksempel kan bruge som stor skrift på dit website:

Bebas Neue – fordi du også elsker Helvetica, men denne font kan fylde endnu mere og kan KUN TALE MED STORE BOGSTAVER!

Bellota – fordi der skal være lidt krøller på! Har både light, regular og bold versioner. Her er Light anvendt til et stort, unikt skriftbillede:

Bemærk de unikke detaljer i karaktererne som fx ‘f’ og ‘g’. Det skal vises frem!

Bubblegum Sans – hvis du skal vise den mere legesyge side frem … og fordi designpolitiet kommer efter dig, hvis du bruger Comic Sans!:

Playfair Display – har dit produkt/budskab klasse, så vis det!:

Vesper Libre – det er de små detaljer, der viser du har styr på dit design! (Inknut Antiqua er også værd at tjekke ud for de samme kvaliteter):

PS: Vesper Libre har ikke kursive snit.

Til sidst skal det handle om valg af fonte til produktlogoer/logoer:

Jeg skal bruge et produktlogo, og det må kun være typografisk!

Dét er jo en drøm for enhver designer at få lov at arbejde med logotypes! Men hvordan skal man gå til opgaven? For ikke at det stikker af i enhver genre vil jeg ikke (denne gang) komme ind på brug af kalligrafisk stil eller skriveskrifter.

Jeg vil fokusere på et lille tip: Se på navnet, du arbejder med og spot en skøn detalje: en rytme, en association, et særligt bogstav – og find en tilsvarende detalje i valget af fonten!

For en nemheds skyld arbejder jeg her med opdigtede navne og produkter for at illustrere min pointe (for ikke at træde nogen over tæerne!).

I det første eksempel leger jeg at jeg skal lave branding for en ny æblecider, der hedder “Qvintesse”. Her er muligheden oplagt – et stort ‘Q’: Jeg har valgt fonten Questa Grande for dens flotte, ikke helt lukkede Q og det klassiske, fine udtryk i skriftbilledet som helhed:

I mit andet tænkte eksempel siger vi at jeg skal lave et typografisk logo til møbelserieproduktet “figura” (med lille ‘f’). Jeg har valgt fonten Playfair Display til opgaven (igen? – ja, den har jo klasse!); klart på grund af det fine f, der sammen med ‘i’ danner en såkaldt fi-ligatur, men også på grund af det lige så fine ‘g’ der har et specielt lodret øre på toppen:

Selvfølgelig skal du altid justere afstande mellem karaktererne. Her har jeg knebet luften lidt mellem ‘g’ og ‘u’; noget der ikke er nødvendigt mellem de to karakterer i almindelige små størrelser og i store mængder tekst.

I mit tredje og sidste eksempel leger jeg at jeg skal lave et typografisk logo for en læskedrik – en pricy omgang vand på flaske, der ikke skal sammenlignes med noget stærkere, der måske lyder lidt som navnet her: “Aquablidt” … (advarsel: anfald af onkel-humor). Jeg har set lidt på navnets dele. Jeg kunne vælge at gøre som Qvintesse, at bruge det første store A og finde en font, der viser dens karakter på en særlig flot måde. Jeg har dog valgt at fokusere på rytmen i navnet, især dominansen af  ‘a’. Derfor skal det lille a stå frem, og jeg har valgt en speciel font til formålet – Nautik (i regular):

‘a’, ‘q’, ‘b’ og ‘d har alle den skønne dråbeform. ’Prikken over ‘i’ falder også sømløst sammen med sin stamme under sig, og buesvinget nederst i ‘t’ er i balance med resten af designet i fonten, især dråbeformen. Ja, i det store hele danner navnet et unikt skriftbillede ved at iklæde sig Nautik.

… Og jeg kunne blive ved! Men her stopper jeg 🙂

Jeg håber du har fået blod på tanden til at udforske de mange muligheder for design af skriftbilleder, i små og store mængder af tekst.

Til sidst får du lige lidt praktiske råd når du vælger ny font:

  • Husk at lave dit dokument til PDF som du sender ud – er det f.eks. et Word dokument, du sender ud med den nye font, har folk muligvis ikke den samme font, og det hele vises med en anden font hos dem! Det samme gælder så at sige alle programmer: Lav en PDF.
  • Husk at læse licensbetingelserne for de fonte, du finder og installerer. Selvom de er gratis, kan der være noget med småt, du skal forholde dig til – for eksempel hvor mange enheder, du må bruge fonten på osv.
  • Tjek kvaliteten på web og i det hele taget hvordan fonten opfører sig digitalt.
  • Skal du bruge fonten til en stor variation, så tjek for kursive snit og bold, hvis du skal bruge det.
  • Tjek om fonten har de danske æ, ø og å. Tjek i det hele taget for det sprog, du skal bruge fonten til (et godt råd fra én, der glemte det engang han layoutede en bog på polsk … det er ikke mig … der er … øh … én jeg kender …).
  • Eksperimenter altid med skriftbilledet! Tag ikke let på opgaver med typografi – det handler om det rigtige påklædning til dit budskab!
Om skribenten

David Engelby

David Engelby (f. 1973) er uddannet grafiker og cand.mag i Visuel Kultur.

Image
David Engelby
David Engelby (f. 1973) er uddannet grafiker og cand.mag i Visuel Kultur.
    Få de nyeste indlæg sendt til din indbakke, ingen reklamer eller spam
    Google My business logoGoogle My business ratingx

    Kunderne siger:

    • "Kompetent vejledning og rådgivning i forbindelse med SEO"
    • "Bliver designet med stor præcision og et utrolig lækkert slutresultat"
    • "En professionel, moderne og brugervenlig hjemmeside, som har øget besøgstallet"
    • "Løsningsorienteret og effektive med en professionel tilgang"
    • "Aftaler bliver holdt og prisen er gennemsigtig"