Image

Er det blevet mere usikkert at bruge Facebook? 8 min.

29/03/2018
19/08/2020

Efter Facebooks skandalesag med Cambridge Analyticas høst af persondata, føler nogle at det er blevet mere usikkert at bruge Facebook. Men er det nu også det? Og hvordan bør man som virksomhed forholde sig til Facebook nu? Det kigger vi på her.

Online er det dig og din data der er produktet

Du har sikkert hørt det før:

”Hvis et produkt er gratis, betyder det at du er produktet”

Det er i høj grad noget der også gør sig gældende for Facebook, og i faktisk altid har været tilfældet.

I 2010 blev private beskeder fra Facebook stifter Mark Zuckerberg lækket, fra tiden lige efter han havde lanceret første version af Facebook på Harvard.

Her sagde han at han havde en masse persondata på de over 4.000 personer der havde tilmeldt sig, og at hvis man ville have info om nogen, skulle man bare spørge ham.

Uddrag fra privat chat mellem Mark Zuckerberg (her “Zuck”) og en ven i 2014:

Zuck: Yeah so if you ever need info about anyone at Harvard

Zuck: Just ask.

Zuck: I have over 4,000 emails, pictures, addresses, SNS

[Redacted Friend’s Name]: What? How’d you manage that one?

Zuck: People just submitted it.

Zuck: I don’t know why.

Zuck: They “trust me”

Zuck: Dumb fucks.

Han sagde her at folk selv bare villigt indsendte oplysningerne, at de stolede på ham og kaldte dem ”dumb fucks”, hvilket løst kan oversættes til ”dumme røvhuller”.

Man kan argumentere for at det bare er en dum kommentar fra en dengang ung mand, men det siger også noget om den mentalitet der dengang lå bag Facebook.

Cambridge Analytica skandalen får i hvert fald ikke denne tidlige udtalelse til at fremstå i et mere positivt lys. Særligt ikke når tallet siden er vokset fra 4.000 til over 2 milliarder brugere.

Det gør det heller ikke bedre når man bliver gjort opmærksom på at Facebook har haft kendskab til Cambridge Analyticas handlinger i over to år, uden at gøre brugerne opmærksom på det.

Men er det ikke annoncer Facebook tjener penge på?

Jo det er det, men grunden til at de har haft så stor succes som annonceplatform, er at de har kunnet tilbyde annoncører en unik målretning der tager udgangspunkt i brugernes data.

Facebook er blevet så gode til at indsamle så meget data som muligt, så annoncørerne får optimeret deres muligheder for at sælge præcis til dig.

Her skal det dog siges at denne data ikke udleveres til annoncører så de specifikt kan identificere dig som person.

Men: Det er ikke kun Facebook selv der har adgang til din data.

Det største problem er tredjepartsudbydere

En stor del af problemet med Facebook og datasikkerhed, er når tredjepartsudbydere kommer ind i billedet.

Tredjepartsudbydere er her primært i form af apps og koblinger mellem Facebook og deres tjenester. Her skal brugerne selv acceptere at tredjeparten får adgang til deres persondata.

Og netop dette faktum fik da også Facebooks vice-president Andrew Bosworth til at tweete følgende:

Her siger han at der ikke er tale om et databrud, men derimod at brugerne selv har accepteret at dele deres data med tredjepart, og at det er dem der har overtrådt retningslinjerne for aftalen med Facebook.

Selv hvis man er enig i dette, er det tydeligvis også et tegn på at Facebook slet ikke har nok kontrol med tredjepartsudbydere, der bruger deres tjeneste.

Det er altså ikke Facebooks egen sikkerhed der har været kompromitteret, men derimod den måde man efter retningslinjerne giver andre adgang til data på.

Ved du hvad du hvilke betingelser du siger ja til?

En stor del af problemet er også de servicebetingelser vi siger ja til.

De fleste af os klikker næsten altid bare acceptér, når vi bliver præsenteret for betingelserne for at bruge en gratis tjeneste eller service. Mange har måske endda aldrig læst én eneste af disse ”terms & conditions”.

Betingelser er ofte svære at forstå – med vilje

I 2017 lavede Deloitte en undersøgelse i USA der viste at 91% siger ja til betingelser uden at læse dem, og blandt de 18-34 årige er tallet 97%.

De er simpelthen for svære at forstå, og er alt for lange. Og det er virksomhederne fuldstændig klar over.

Du bestemmer selv hvor meget persondata du ”sælger”

På de fleste sociale medier er det dig selv der definerer hvor meget persondata der kan sælges. Jo flere informationer du deler og jo mere indhold du ligger op des mere værdifuld en vare vil du være.

Derfor skal du tænke over om den service du bruger, også er din data værd. For mange vil svaret være ja, fordi de sociale medier giver dem meget værdi. Men skaber det ikke den store værdi for dig, skulle du måske i stedet begrænse din tilstedeværelse, og de informationer du deler på det pågældende medie.

Download din egen Facebook data

Vidste du at man faktisk kan downloade sin egen data fra Facebook? Det kan man, og der er faktisk ikke så svært. Når du er logget på Facebook skal du bare bare gå til indstillinger, og under ”Generelle kontoindstillinger” skal du klikke på linket der hedder ”Download en kopi af dine Facebook-data”.

Så kan du få en bedre idé om hvilken data Facebook har om dig.

Minimér hvor meget Facebook kan spore dig uden for Facebook

Er du bekymret over hvor meget Facebook sporer dig?

Så er her en måde at tilbagetage lidt af kontrollen, hvis du bruger Mozilla FireFox browseren. Firefox har nemlig lavet en addon, der minimerer Facebooks mulighed for at spore din online færden, når du ikke er på Facebook.

Den sørger for at dele din internetbrug op i én ”container” når du bruger Facebook, og én når du ikke bruger Facebook. Det gør det sværere for Facebook at spore dine besøg på andre hjemmesider via tredjeparts cookies.

Hent Facebook container by Mozilla.

Hvordan skal du som virksomhed forholde dig til Facebook nu?

Egentlig ikke anderledes end du tidligere har gjort, med mindre det er for at tage et moralsk/etisk standpunkt. Ellers kan du i princippet fortsætte som hidtil.

F.eks. har Elon Musk meldt ud at hans virksomheder som Tesla og SpaceX ikke længere vil have en Facebook side.

Og hvad du bør gøre, kommer også meget an på din målgruppe, og om hvordan du allerede bruger Facebook. Hvad end det er som salgskanal, support eller annonceringsplatform.

Er Facebook en integreret del af din strategi, vil det selvfølgelig være dumt at droppe det fuldstændigt. Dog kan du i dette tilfælde se det som en god mulighed, også at satse på alternative platforme. For Facebook ændrer nemlig også konstant måden det fungerer på, hvilket for mange virksomheder der er gået all in på Facebook har været en udfordring.

Facebook var allerede blevet en dårligere organisk kanal

Specielt for de virksomheder der primært har brugt Facebook som en organisk kanal til at drive trafik, salg og branding er det blevet sværere at skabe værdi.

Efter de seneste par opdateringer af Facebooks algoritme, har man som virksomhed kunne se den organiske rækkevidde falde markant. Det samme gør sig gældende for interaktioner som likes og delinger.

Facebook annoncering er fortsat effektivt

Er din hovedaktivitet som virksomhed på Facebook som annoncør, er der umiddelbart ingen grund til at stoppe. Det er forsat en af de bedste reklameplatforme, og et af de steder hvor du kan få mest ud af dine annoncekroner.

Men er det så blevet mere usikkert at bruge Facebook?

Det korte svar er nej. Facebook har altid levet af din data, og du har altid været produktet for dem.

Den nye situation er nu, at mange brugere er bedre oplyst om at deres persondata er en vare der handles med. Det resulterer forhåbentlig i at man som bruger tænker sig bedre om, i forhold til hvad man er villig til at dele og angive af personlige oplysninger.

Derudover kan man med stor sikkerhed også regne med at Facebook nu bliver nødt til, eller decideret tvunget til at stramme op på den måde de laver forretning på. Det er som regel resultatet af en skandale i denne størrelsesorden, hvis man gerne vil overleve.

Dermed ikke sagt at dette er den sidste skandale vi har set fra Facebooks side. Det vil nok være for optimistisk, når man ser på deres historie og hvordan de altid har fungeret.

Grafik: Freepik

Om skribenten

Lasse Baungaard

Facebook Twitter

Lasse er partner i Digitypes og ansvarlig for kommunikation og kundekontakt. På bloggen skriver Lasse om alt fra content marketing til projektstyring, og interesserer sig for at skrive om emner der kan være til gavn for andre iværksættere. Du er altid velkommen til at connecte med og kontakte Lasse på LinkedIn.

Image
Lasse Baungaard
Lasse er partner i Digitypes og ansvarlig for kommunikation og kundekontakt. På bloggen skriver Lasse om alt fra content marketing til projektstyring, og interesserer sig for at skrive om emner der kan være til gavn for andre iværksættere. Du er altid velkommen til at connecte med og kontakte Lasse på LinkedIn.
    Få de nyeste indlæg sendt til din indbakke, ingen reklamer eller spam
    Google My business logoGoogle My business ratingx

    Kunderne siger:

    • "Kompetent vejledning og rådgivning i forbindelse med SEO"
    • "Bliver designet med stor præcision og et utrolig lækkert slutresultat"
    • "En professionel, moderne og brugervenlig hjemmeside, som har øget besøgstallet"
    • "Løsningsorienteret og effektive med en professionel tilgang"
    • "Aftaler bliver holdt og prisen er gennemsigtig"