Augmented reality – Er det mere end Pokemon Go? 7 min.
Pokemon Go har bragt augmented reality ind i manges bevidsthed. Men der handler om meget andet end at fange og udvikle de små pokemons. Derfor forsøger vi her at give et lille indblik i hvad det drejer sig om.
Hvad er augmented reality?
Augmented reality som begreb kan oversættes til dansk som suppleret virkelighed eller udvidet virkelighed, og forkortes i daglig tale til AR. Kort sagt blander man den virtuelle verden med den virkelige verden, ved at ”lægge” et lag af grafik og lyd på den virkelige verden. Altså tilføjer man i augmented reality digitale elementer til verden som vi allerede ser den, i modsætning til virtual reality hvor man oplever en ren digital verden.
Augmented reality historisk
- I 1968 skabte Ivan Sutherland det første HMD (head-mounted display), som er det man kalder den type udstyr man bærer på hovedet der kan vise f.eks. AR og VR, så som Oculus Rift og Google Glass. I denne første simple form så brugerne computergenerede elementer i form af wireframe-tegninger.
- I 1970’erne eksperimenterede bl.a. Myron Krueger med at kombinere projektorer og videokameraer, og gav brugerne mulighed for at interagere med visuelle objekter for første gang.
- Forskeren Thomas P. Caudell er i 1990 akkrediteret som personen der fandt på begrebet augmented reality.
- I 1992 opfandt Louis B. Rosenberg et exoskelet der med AR gjorde militæret i stand til med virtuelle guidesystemer at fjernstyre maskineri på separate lokationer.
- Op igennem halvfemserne opfindes og bruges flere forskellige augmented reality løsninger, de fleste af sports og underholdningsindustrien samt i forbindelse med militær- og rumfartsprogrammer.
- I 1999 laver Hirokazu Kato ARToolKit, der er et open source software bibliotek som bruger video tracking til at lave et overlay af computer grafik på et videokamera. Noget der stadig bruges af mange i dag.
- Med introduktionen af smartphones i dette årtusinde blev det pludseligt tilgængeligt at lave AR som store dele af forbrugermarkedet havde adgang til. Det i stor grad i form af spil, shopping og informationstjenester. Samtidig bragte Google augmented reality ind i manges bevidsthed med Google Glass, selvom det aldrig blev den store succes.
- Med lanceringen af Pokemon Go i 2016 bliver AR et mainstream begreb.
Pokemon Go
Vi har tidligere i andre blogindlæg kort snakket om augmented reality, og grunden til at vi lige nu giver det sit eget indlæg er uden tvivl på grund af Pokemon Go. Hvis man denne sommer har bevæget sig uden for en dør, har man næsten ikke kunne undgå at se de mange Pokemon trænere gående rundt med næsen nede i telefonen, på jagt efter et af de ”lommemonstre” som de mangler, også før det officielt var udkommet i Danmark. Selv her på kontoret vrimler det med Pokemons, og flere af os er da også i gang med at fange dem alle.
Pokemon Go har gjort augmented reality mainstream, allerede sat sit aftryk på verden og slået mange rekorder. Det har bl.a. haft flest første uges downloads i App Store, og statistikkerne viser at brugerne bruger meget mere tid med app’en end de gør med andre populære apps. Internationale teleselskaber er endda begyndt at køre kampagner med fri data til Pokemon Go for at kapitalisere på fænomenet.
Skulle man tro at spillet er helt nyt og revolutionerende, er det dog ikke helt tilfældet, da selve motoren spillet er bygget på, kommer fra spillet Ingress der allerede blev lanceret til Android i 2012. Science fiction spillet er aldrig blevet den store mainstream åbenbaring, men har alligevel været en succes.
Så hvorfor blev Ingress ikke det verdensomspændende fænomen som Pokemon Go er det? Ja det viser jo nok bare magten i et stærkt brand, som man må sige Pokemon er. Samtidig er Pokemon Go nok også mere simpelt end Ingress, og derfor nemmere at gå til.
Vi vil uden tvivl se en masse forsøg på at ride med på bølgen den kommende tid. Om det lykkedes tvivler vi dog meget på. Men f.eks. er de i Rusland i gang med deres eget bud på en klon hvor det handler om at fange historiske russiske personligheder – hvis ellers nogen skulle være interesserede i det.
Mixed reality
Hvor de fleste nu kender til begreberne virtual reality og augmented reality, er der et tredje begreb man bør have med når man diskuterer disse. Nemlig mixed reality eller MR. På mange områder minder mixed reality om augmented reality, ved at der tilføjes noget digitalt til den virkelige verden, hvor det digitale vil være virkelighedstro virtuelle objekter som man også ser i virtual reality. Disse objekter er så forankret til et punkt i vores ”virkelige” rum, hvorved de mere realistisk virker som en del af virkeligheden end ved augmented reality. Man kan derfor tale om at mixed reality er det næste niveau af augmented reality.
Man kunne måske godt få idéen om at Pokemon Go er mixed reality, men da karakterne man ser er placeret ”oven på” den virkelige verden, i stedet for en integreret del af den, er det ikke tilfældet.
Et godt eksempel på MR er derimod Microsofts nye Hololens. Hololens er et HMD som kan fremvise holografiske 3d-elementer, og kommer sandsynligvis til at være for mixed reality hvad Ocolus Rift er for virtual reality.
Teknologier der bruger AR
Det findes adskillige hvor platforme hvor man allerede nu kan bruge AR, er i gang med at udvikle til eller kan se en fremtidig brug. F.eks.:
- Håndholdt: Den platform som der er nemmest at kommercialisere og udbrede AR på lige nu er klart de håndholdte devices i form af smartphones og tablets. Allestedsnærværelsen af disse devices og det at de har indbygget kamera og tilstrækkelig hardware, har gjort dem til den oplagte platform lige nu og her. En stor ulempe ved disse er dog at man konstant skal holde dem op for at bibeholde AR-effekten, og at synsvidden begrænser sig til hvad kameraet fanger.
- Smartbriller & HMD: Første gang mange hørte om augmented reality var nok da Google først begyndte hypen omkring deres Google Glass, der blandt andet indholdt AR-elementer. Endnu har vi ikke set et smartbrille produkt der fungerer perfekt, men mange har det under udvikling. En af de støste forbehold mange har, er dog hele tiden at blive filmet af folk der bruger smartbrillen, noget der uden tvivl vil være mere debat omkring fremover. Også HMD med AR er vil være en dominerende faktor, i første omgang ved Microsoft Hololens.
- Kontaktlinser: Det varer nok stadig et stykke tid før vi vil se dem på markedet, men kontaktlinser med indbygget display til bl.a. augmented reality er under udvikling. Særligt militært kan flere se en brugsmulighed, og det amerikanske forsvar er da også nogle af dem, der har smart-linser under udvikling.
- Høretelefoner: Selvom langt det meste AR er noget du kan se behøver det ikke ekslusivt være tilfældet. Det kan nemlig også være lyd, måske i form af høretelefoner der lader dig styre dine omgivelser. F.eks. ved at kunne skrue ned for lyden af en skrigende baby på et fly, eller ved at have realtime oversættelse hvis du snakker med en person der snakker et andet sprog end dig.
Kilde: http://www.augment.com/blog/infographic-lengthy-history-augmented-reality/