Copyright eller Creative Commons? 4 min.
Hvordan sikrer du bedst de værker du producerer, så det fungerer optimalt for dig? Hvad end det drejer sig om musik, tekster, grafik, software eller lignende vil du helt sikkert gerne krediteres og tjene penge på det du laver, men hvornår er din copyright sikret, og giver det nogle gange mere mening at tildele sig selv færre rettigheder? Det kigger vi på her.
Hvad er copyright?
Copyright, eller som det hedder på dansk ophavsret, giver personen der frembringer/skaber et værk, ret til at disponere over værket. For at der er tale om et værk skal det opfylde følgende:
• at ophavsmanden skal frembringe værket ved egen skabende indsats
• at værket er udtryk for originalitet
Det er ikke alle lande der har de samme regler for copyright, men i 1886 blev der indgået en international aftale om ophavsret ved Bernerkonventionen, som Danmark tiltrådte i 1903. Bernerkonventionen satte minimumsstandarden for copyright, og mange lande der tiltrådte konventionen har i dag også endnu strengere regler.
I Danmark består beskyttede værker af (fra indledelsen af loven):
§ 1. Den, som frembringer et litterært eller kunstnerisk værk, har ophavsret til værket, hvad enten dette fremtræder som en i skrift eller tale udtrykt skønlitterær eller faglitterær fremstilling, som musikværk eller sceneværk, som filmværk eller fotografisk værk, som værk af billedkunst, bygningskunst eller brugskunst, eller det er kommet til udtryk på anden måde.
Stk. 2. Kort samt tegninger og andre i grafisk eller plastisk form udførte værker af beskrivende art henregnes til litterære værker.
Stk. 3. Værker i form af edb-programmer henregnes til litterære værker.
En af de store myter omkring copyright er:
“Hvis ikke du skriver ”Copyright” eller ”©” er din ophavsret ikke beskyttet.”
Det passer dog ikke, da dine rettigheder stadig er sikret selvom du ikke gør opmærksom på det. Det er de som udgangspunkt altid. Giver du derimod dine værker en Creative Commons licens, skal det oplyses.
Hvad er Creative Commons?
Creative Commons blev grundlagt i 2001 med det mål at skabe et større Public Domain, eller på dansk: Åndeligt fælleseje. At give ophavsretshavere mulighed for selv at bestemme i hvilken grad det de har skabt må bruges af andre, og hvor på spektret mellem copyright og public domain domain det skal ligge. Derfor udarbejdede de nogle forskellige licenser, der giver alle mulighed for nemt at bestemme hvilke rettigheder deres værker skal have.
Det betyder altså du kan bestemme om folk må bruge det du har skabt, og om de må bruge det kommercielt, tilpasse det, dele det og/eller give dig akkreditering for det. Du kan læse mere om de forskellige former for Creative Commons licenser i vores blogindlæg her.
Sharing is caring – og det betaler sig også
Ved at gøre dine værker tilgængelige for andre, mister du muligvis chancen for at tjene penge på det enkelte værk, men du kan til gengæld få mange andre ting ud af det.
Bl.a. kan du få det du skaber ud til et meget bredere publikum. Det kan være med til at sikre at du får en markant større eksponering, som du så kan bruge til at tjene penge på dine fremtidige værker.
Det kan også være en fordel i forhold til søgemaskineoptimering (SEO), når du bliver akkrediteret og der linkes til din hjemmeside. Det kan betyde rigtig meget, da back links fortsat er en meget vigtig faktor inden for SEO.
Hvad skal du vælge?
Det vil selvfølgelig være meget subjektivt hvad der er bedst for dig. Skal du bare lade dine værker være sikret af den normale copyright? Eller giver en Creative Commons licens mere mening? Her bør hovedspørgsmålet altid være:
Hvad er dit formål?
Skal du tjene penge på dette værk?
Hvis formålet er at der skal tjenes penge på værket, er copyright selvfølgelig det eneste valg. Her beholder du selv alle rettigheder, kan vælge hvem der må bruge/købe det og til hvilken pris. Tænk dog også over om det på nuværende tidspunkt er realistisk at tjene penge på det.
Vil du have det så bredt ud som muligt?
Det vil man formentlig altid, men hvis hovedformålet er at værket skal ud og ses/høres/bruges af så mange som muligt, vil en Creative Commons licens formentlig være det bedste valg.
Så overvej altid i hver enkelt situation, om hvilken form for ophavsret der passer bedst til dit værk, så du kan få det optimale ud af det.
Grafik: Carlos ZGZ