Skal blogs være kildekritiske? 5 min.
Det virker måske som et dumt spørgsmål, men skal blogs være kildekritiske? Selvfølgelig burde svaret være ja, men er det nu også realistisk? Og der er vel også forskel på hvor troværdig man regner med forskellige blogs er.
Dette indlæg er ikke nogen ultimativ guide til hvordan man skal bruge kildekritik, men derimod en opmærksomhed på at det er noget vi alle skal være bedre til, samt nogle gode grundregler til at blive det.
Er de digitale medier kildekritiske?
I en tid med fake news og alternative sandheder, er der kommet yderligere fokus på at skulle dokumentere sine påstande. Med internettet og de digitale medier, er det pludselig blevet muligt for alle at ytre sig, mere eller mindre sagligt, uden nødvendigvis at have den samme kritiske tilgang som man tidligere så i de trykte medier.
Alt skal ske hurtigt og der er ikke altid tid til at tjekke at de kilder man bruger, hvis der overhovedet bruges kilder. Men når man skriver om et fagligt emne på en blog, ligger der næsten altid noget research bag, hvor man i høj grad gør brug af online kilder. Men det er ikke altid disse kilder rent faktisk er gode kilder.
Eksempel: Forbes Magazine
Forbes er et stort internationalt anerkendt erhvervsmagasin, der har 100 år på bagen (grundlagt i 1917), og er en af de største af sin art. I den brede befolkning kender vi dem formentlig bedst for deres årlige lister over verdens 100 rigeste mennesker.
De gør også noget ud af hvor man kan finde pålidelig information i disse tider. Derfor kan man selvfølgelig også stole på at de har styr på deres kilder. Ikke? Det har de helt sikkert i mange tilfælde, men de falder også i fra tid til anden, når der hurtigt skal produceres indhold. Det ser man især ved nogle af deres online ”contributers”, som bedst kan betegnes som bloggere der skriver under Forbes fane, og derved også får den troværdighed der ligger i navnet Forbes.
F.eks. i indlægget ”The New Era Of Media: Visual Public Relations” (som vi faldt over i researchen til et indlæg om visuel kommunikation). Heri indgår bl.a. en liste med forskellige iøjefaldende statistikker, som alle har en kildehenvisning. Men dykker man ind i disse kilder, finder man ud af at de ikke nødvendigvis kan underbygges.
En af disse kilder leder eksemplevis hen til en anden liste, der også viser en masse statistikker, men ikke beskriver hvor de stammer fra, og dermed ender kilden med at være en ikke-underbygget påstand.
Sådanne eksempler er nemme at finde, og vi har helt sikkert også selv gjort os skyldige i at begå denne type uheldige forkert brug af kildeangivelser.
Hvad er en god kilde?
En god kilde, er en troværdig og underbygget kilde. Men hvordan sikrer man sig at den er det?
Første tip er at bruge sin sunde fornuft, men som en hjælp bruger vi også en håndfuld gode spørgsmål til at arbejde ud fra:
- Hvem er afsender?
Kig altid på hvem afsenderen er, og hvad du vurderer er deres formål. Opfatter du kilden som troværdig, er der andre der bruger kilden og har de andre formål end bare at oplyse? Står afsenderen frem men navn, eller optræder vedkommende anonymt? - Hvordan er informationen underbygget?
Alt afhængigt af hvilken type information det drejer sig om, vil der være flere parametre der kan afgøre om den er troværdig. Er informationen baseret på en undersøgelse, forskning eller egne erfaringer? Drejer det sig om antagelser eller udtalelser der ikke kan bekræftes som validerede? Og er det okay at bruge informationer der ikke kan bekræftes så længe de stammer fra en ekspert? - Hvornår er informationen fra?
Noget der er skrevet for 5 år siden, kan sagtens have været korrekt på det tidspunkt den er skrevet, men ikke længere gældende nu. Se derfor altid på hvornår noget er udgivet, og også om der er kommet opdateringer til.
Dette er nogle af de ting vi altid forsøger at kigge på. Andre gør det anderledes. Du kan også se en god metode fra bogen Digital dannelse her.
Men skal blogs så være kildekritiske?
Som udgangspunkt bør svaret selvfølgelig være ja, men realistisk set er det også svært altid at afsætte tid til det. Specielt hvis ens blog ikke er en fuldtidsbeskæftigelse. Dog tror vi også på at jo mere noget er udbredt, jo hurtigere bliver det en standard. Så lad gerne dette være en opfordring til alle blogs der behandler fagligt materiale (os selv inkluderet) om at blive bedre til at være kildekritiske, selv når noget skal udgives i en fart.
Se også: Digitypes præsenterer DigiAwards.dkGrafik: Freepik