Digi Nyt uge 43

Digi nyt uge 43 2020 8 min.

23/10/2020
30/10/2020

Velkommen til ugens Digi Nyt, hvor vi giver dig en opdatering på de mest interessante nyheder omkring online marketing fra den seneste uge. I denne uge:

Ny rapport om e-mail marketing i Danmark giver indsigt i hvad der adskiller de mest og de mindst succesfulde

I en ny rapport om tilstanden af e-mail marketing i Danmark, kommer nogle ret interessante svar, som alle der har et nyhedsbrev bør tage et kig på. Specielt er der nogle gode sammenligninger af hvad der adskiller dem der har mest succes med deres e-mail marketing, fra dem der klarer sig dårligst.

Bag undersøgelsen står e-mail marketingekspert og arrangør af Email Summit Mette Will. Svarene kommer fra 1.183 respondenter der primært består af marketingfolk.

Den måske tydeligste faktor der adskiller de mest succesfulde fra de mindst succesfulde, er at af dem der klarer sig bedst har 83% en e-mail marketing strategi, mens det kun er 29% af de mindst succesfulde der har.

virksomheder med email marketing strategi
Kilde: RAPPORT 2020 Email Marketing i Danmark v. Mette Will

I dag er det også ret overraskende, at ikke alle sender et automatiseret velkomstflow. 26% af de mindst succesfulde gør, mens det for de mest succesfulde drejer sig om 59%. At tallet ikke er højere for dem der klarer sig bedst, synes jeg faktisk er ret overraskende. Og hvor meget bedre ville de klare sig hvis de gjorde?

virksomheder der sender autmatiseret email velkomstflow
Kilde: RAPPORT 2020 Email Marketing i Danmark v. Mette Will

Derudover er det “kun” 26% af de mest succesfulde der bruger MailChimp, mens de det er hele 59% af de mindst succesfulde. Det betyder selvfølgelig ikke at MailChimp som sådan er dårligt, men som det også nævnes i rapporten er der andre systemer der i dag har bedre integrationer, automatiseringer og triggers.

virksomheder der bruger MailChimp til email marketing
Kilde: RAPPORT 2020 Email Marketing i Danmark v. Mette Will

Du finder flere rigtig interessante tendenser i rapporten, som du kan få adgang til her.

Google offentliggør “afsnitsindeksering” med visning i søgeresultaterne

Med en video præsenterede Google “Search On 2020”, der havde en del annonceringer og ændringer i forhold til søgeresultaterne.

Af de mange ting der blev præsenteret, var den mest interessante måske nok det Google selv kaldte for “Passages” eller “passage indexing”. På dansk vil jeg nok kalde det for “afsnitsindeksering“.

Helt konkret handler det ikke, som mange først troede, om en ændring i måden Google indekserer hjemmesider på, men derimod om at de bliver bedre til at hive konkrete afsnit ud af specifikke undersider på en hjemmeside.

Det kommer til at fungere lidt ligesom featured snippets, men hvor featured snippets generelt er hovedomdrejninspunktet i indholdet på en underside, er “passage indexing” hvor Google hiver et underafsnit ud og viser direkte i søgeresultaterne. Ifølge Google handler det om at konkrete afsnit og underemner i indhold nu også kan rangere i søgeresultaterne.

Sandsynligvis bliver der tale om at særligt udførligt kvalitetsindhold vil blive belønnet, og blive vist højere i søgeresultaterne også på mindre underemner i en større artikel/underside.

Google siger at denne ændring kommer til at påvirke omkring 7% af alle søgninger. Det er altså en kæmpe ændring.

Og spørgsmålet er nu også, hvor meget det kommer til at påvirke klikraten på søgeresultater. Man ser nemlig i stigende grad de såkaldte “zero click” søgninger, hvor der ikke klikkes ind på nogen af siderne i søgeresultatet, fordi svaret allerede vises der. Som f.eks. med featured snippets.

Her kan du se hele præsentationen af Googles “Search On 2020”:

Læs mere: blog.google

Langsomme undersider kan påvirke rangeringen af hurtige undersider på din hjemmeside

Når Googles nye afgørende hastighedsparametre Core Web Vitals træder i kraft engang i 2021, kan du sandsynligvis ikke slippe afsted med at det kun er de undersider du mener er vigtige, som lever op til de nye standarder.

John Muller fra Google, har i hvert fald meldt ud, at individuelle langsomme URL’er på din hjemmeside, potentielt også kan påvirke andre undersider. Det vil komme an på hvor meget data Google har på din side. Og da det bliver baseret på data fra Chrome User Experience, som kun er en lille del af de samlede besøg på din side, risikerer du altså at det kun er meget få undersider, der vil udgøre datagrundlaget for din hjemmeside.

Det hænger meget godt sammen med de målinger af Core Web Vitals data man allerede nu kan se i sin Google Search Console. Her et eksempel, hvor det kun er 186 URL’er der er blevet målt, på en hjemmeside med mange flere undersider:

Core Web Vital i Google Search Console

Derfor bør du få lavet optimeringer der gælder hele siden, og ikke kun individuelle URL’er.

Læs mere: seroundtable.com

How-to struktureret data vises ikke længere på første søgeresultat

SEO-eksperten Brodie Clark har fundet frem til at det stadig forholdsvis nye how-to struktureret data element, ikke bliver vist for det første søgeresultat, men kun kan vises på de efterfølgende positioner. Det drejer sig om søgninger på computer, på smartphones lader det stadig til at how-to vises på position 1.

Vi har også hurtigt lavet testen, og det virker til også at være rullet ud i Danmark:

how-to struktureret data i søgeresultaterne desktop

Læs mere: brodieclark.com

Hver fjerde online salg i Storbritannien kommer fra de sociale medier

Ifølge Visa, der har lavet en undersøgelse baseret på 2.000 forbrugere i Storbritannien, så stammer hvert fjerde køb online fra de sociale medier. 16% siger også at de sociale medier bedre gør dem i stand til at støtte mindre forretningsdrivende.

Derudover har 17% brugt social medie apps til shopping. Ligeledes siger 17% også at de har “swipet op” for at shoppe. 

Netop swipe op, er en “shopping trend” der er interessant at følge. Her kunne det være interessant at se hvor stor en del af swipe op salget der stammer fra influencer marketing.

Læs mere: mynewsdesk.com

Nu kan du ikke længere bruge den indbyggede indlejring i WordPress til indhold fra Facebook og Instagram

Fra d. 24 oktober 2020 holder indlejret indhold fra Facebook og Instagram op med at virke på WordPress hjemmesider.

Wordpress Facebook indlejring

Det sker fordi en API opdatering fra de to mastodonter indfører at indlejringer skal være autentificeret.

Helt konkret betyder det, at kun hvis man bruger en Facebook udviklerkonto og en registreret Facebook app, vil indlejret indhold fortsat vises. Så har du en af de millioner hjemmesider der har brugt den normale indlejring via WordPress, vil det altså bare helt automatisk holde op med at virke.

Derfor er der nu to muligheder:

  1. Få en Facebook udviklerkonto og opret en Facebook app der opfylder de nye betingelser
  2. Brug et WordPress plugin der lever op til de nye betingelser

For mange vil mulighed 1 sandsynligvis være for krævende, hvorfor plugin-vejen vil være mere realistisk. Husk dog på at for mange plugins vil være med til at gøre din hjemmeside langsommere.

Læs mere: searchenginejournal.com

Missede vi noget vigtigt?

Synes du der er noget vi har misset? Så er du meget velkommen til kommentere eller at kontakte os

Om skribenten

Lasse Baungaard

Facebook Twitter

Lasse er partner i Digitypes og ansvarlig for kommunikation og kundekontakt. På bloggen skriver Lasse om alt fra content marketing til projektstyring, og interesserer sig for at skrive om emner der kan være til gavn for andre iværksættere. Du er altid velkommen til at connecte med og kontakte Lasse på LinkedIn.

Image
Lasse Baungaard
Lasse er partner i Digitypes og ansvarlig for kommunikation og kundekontakt. På bloggen skriver Lasse om alt fra content marketing til projektstyring, og interesserer sig for at skrive om emner der kan være til gavn for andre iværksættere. Du er altid velkommen til at connecte med og kontakte Lasse på LinkedIn.
    Få de nyeste indlæg sendt til din indbakke, ingen reklamer eller spam
    Google My business logoGoogle My business ratingx

    Kunderne siger:

    • "Kompetent vejledning og rådgivning i forbindelse med SEO"
    • "Bliver designet med stor præcision og et utrolig lækkert slutresultat"
    • "En professionel, moderne og brugervenlig hjemmeside, som har øget besøgstallet"
    • "Løsningsorienteret og effektive med en professionel tilgang"
    • "Aftaler bliver holdt og prisen er gennemsigtig"