Content marketing strategi & planlægning 7 min.
Vi har tidligere skrevet om hvad content marketing er og hvorfor du bør bruge det. Som en opfølgning går vi her lidt mere ind i hvad content marketing strategi og planlægning handler om.
Content marketing strategi
Det er let at følge med i de PPC-kampagner (pay-per-click) man laver, og ret hurtigt se resultater, da man betaler hver gang nogen trykker på annoncen. Med content marketing tager det længere tid at se effekten, hvorfor det også er super vigtigt at lave den rigtige content marketing strategi. Gør man ikke det, risikerer man at have lavet en masse forskelligt indhold, der er brugt lang tid på, uden det har den ønskede effekt.
Traditionel reklame, både online og offline, kører i en tidsbestemt periode og så er det væk. Det gælder ikke for content marketing, så snart det er produceret ligger det der, og vil kunne blive ved med at generere trafik og opmærksomhed. At det bliver ved med at eksistere betyder også at der hjælper din søgemaskineoptimering, og at du kan målrette denne bredere.
Der kan være flere tilgange og måder at sammensætte en content marketing strategi og kampagne på. Vi gør det som regel i 4 trin:
- Målgruppe
- Planlægning
- Kriterier for strategien (til hver enkelt indholdselement)
- Analyse
Målgruppe
Du kender sikkert allerede din målgruppe. Gør du ikke, er det noget du bør finde ud af, og ikke kun i forhold til markedsføring. Samtidig har du sikkert også flere undermålgrupper, og det kan være klogt at lave kampagner rettet mod hver enkelt af disse.
Men når du laver din content marketing strategi bør du kende:
- Demografi for dem du gerne vil nå: Køn, alder o.l.
- Hvor er de tilstede: Hvilke platforme de bruger mest tid på (hvilken type hjemmesider, Facebook, Youtube, Snapchat, Instagram, LinkedIn osv.). Dit indhold skal nemlig tilpasses den enkelte platform, da brugsmønstre kan være meget afhængige af disse.
- Hvad skaber værdi for din målgruppe: Det kan være meget svært at svare på, men kig gerne på repræsentanter for din målgruppe. Hvad er deres interesser? Hvad deler de på de sociale medier? Her kan det eventuelt være en god idé at skabe en eller flere personaer som repræsentanter.
Selvom der er en defineret målgruppe, er det vigtigt at ramme den bredt. Det er derfor ikke nok at satse på en type content marketing. Overvej alle de kanaler målgruppen kommer i kontakt med. Ser de dig flere steder, og er du konsekvent med indhold, der igen og igen skaber værdi, vil interaktionsgraden også vokse – om så det er i form af kommentarer og delinger på de sociale medier eller udfyldning af en kontaktformular.
Planlægning
Planlægning betyder alt for din content marketing strategi. Hvis du bare tager det løbende, kan det nemt resultere i at du ikke får lavet alt det indhold du måske gerne ville, fordi der lige dukker opgaver op der synes vigtigere, eller at det tidspunkt indholdet udgives på ikke er optimalt.
Prioriter derfor planlægningen af dit content marketing og hav en fast dag – gerne en gang om ugen – hvor indholdet for den kommende periode sættes i system.
Tip til planlægning: Brug et værktøj der gør det nemt, overskueligt og let at planlægge. Vi synes at Trello fungerer super godt – og så er det gratis.
Når man først starter har man selvfølgelig ikke nogen data på hvilke tidspunkter eller dage der virker bedst til hvilken type indhold. Så her gælder det om at prøve sig frem. Alternativt kan man prøve at undersøge om andre har oplevelser og tal de deler ud af, omkring lige præcis den målgruppe du går efter. Men vores erfaringer viser dog også at man kan kigge nok så meget på generelle statistikker, egne oplevelser er meget mere værd.
Er man først kommet godt i gang, giver det også god mening at genbruge sin content marketing. Det har vi skrevet om her: Hvordan du kan genbruge din content marketing.
Kriterier for strategien
Til hver enkelt stykke indhold du producerer bør du opsætte nogle kriterier, som du selv svarer på. Sådan sikrer du dig at det indhold der skal produceres vil have en relevans, og at du på forhånd har gjort dig nogle tanker om hvor du vil hen med det. Et eksempel kunne være som herunder, hvor vi tager udgangspunkt i dette blogindlæg:
- Type indhold: Blogindlæg.
- Mål: 1. Skabe trafik til hjemmesiden, og spredning på sociale medier. 2. Søgeordsoptimering på “content marketing strategi”, som er et relevant område for os som kommunikationsbureau.
- Værdi for målgruppen: Mange iværksættere + små og mellemstore virksomheder varetager deres egen markedsføring. Content marketing spiller en stadig større rolle i online markedsføring, hvorfor et blog indlæg om dette kan være en god indgangsvinkel til at vores målgruppe selv kan prøve kræfter med det.
- Kanaler: Bloggen (hjemmeside), Facebook og LinkedIn.
- Måling: Trafik på hjemmesiden (med overvågning på det specifikke blogindlæg) + visninger, delinger, likes og kommentarer på de sociale medie kanaler. Her kan du også blive mere konkret og opsætte specifikke målbare tal på de områder du gerne vil måle.
- Analyse: Hvordan klarer dette indhold sig i forhold til andet indhold? Var det noget målgruppen tog godt imod? Se mere om analyse herunder.
Analyse
Analysen efter udgivelse af indhold er meget vigtig. Ikke bare fordi det kan give dig konkrette data på hvor effektivt indholdet var, men sammenholdt med andet indhold kan det også hjælpe dig til at optimere fremtidigt indhold.
Drejer det sig f.eks. om et blogindlæg som dette, er der flere parametre man kan kigge på. Så som:
- Hvordan har det genereret trafik i forhold til andre indlæg?
- Hvor lang tid har brugerne brugt på at læse det i forhold til andre indlæg?
- Har indlægget fået brugerne til at se på andre områder af hjemmesiden?
- Hvor mange visninger har det fået på de sociale medier?
- Hvilken grad af interaktion har der været (likes, delinger og kommentarer)?
Det kan hjælpe med at optimere:
- De emner man vælger til sit indhold
- Længden af indholdet
- Udtrykket og stemningen i indholdet
Prøv derfor gerne flere forskellige former til at starte med, indtil du finder ud af hvad der virker bedst i forhold til din målgruppe. Det kan selvfølgelig også være du rammer plet i første forsøg, men i så fald hører du til minoriteten af indholdsskabere. Samme typer analyse gør sig gældende for andre for andre typer indhold. Se altid på al den data du kan få adgang til, og sammenlign med tidligere indhold. Det kan også være relevant at kigge på dine konkurrenter og se hvordan deres indhold klarer sig, i forhold til dit.
Gå også gerne tilbage og kig på data for dit indhold efter det har været udgivet i en længere periode – f.eks. efter tre måneder eller et halvt år. Noget indhold egner sig nemlig bedre som noget der søges efter, mens andet får folk ind på det med det samme. Det kommer selvfølgelig også an på hvor stor en grad af “clickbait tendenser” dit indhold har. Og i mange tilfælde er indhold brugere har søgt sig frem til mere værd end overskrifter der lokker, men så har indhold der skuffer. Det skal man passe på med.
Men ellers er det bare om at komme i gang.
For nogle kan det dog godt virke uoverskueligt at starte en content marketing strategi op. Så hvis du hører til den kategori, skal du være meget velkommen til at kontakte os, og så hjælper vi dig meget gerne med at komme i gang.
Er der noget vi kan hjælpe dig med?
[ninja_form id=1]Grafik: Freepik