hvad er WooCommerce

Hvad er WooCommerce? 15 min.

28/09/2018
01/12/2020

Søger du en webshop eller e-commerce løsning, er du sikkert stødt på navnet WooCommerce. WooCommerce er nemlig et at de bedste og mest udbredte webshop systemer. Men hvordan fungerer det? Og helt præcist hvad er WooCommerce? Det giver vi dig svaret på her.

Hvad er WooCommerce?

WooCommerce er et webshop plugin / modul til WordPress, der giver dig mulighed for at sælge produkter fra din WordPress hjemmeside. Det betyder at du kan administrere størstedelen af din webshop med produkter og ordrestyring direkte fra kontrolpanelet i WordPress.

Altså forvandler WooCommerce din WordPress hjemmeside til en webshop.

Smart ikke?

I dette indlæg tager vi udgangspunkt i en demo webshop vi har udarbejdet til en kunde, for at vise hvordan WooCommerce hænger sammen, og hvordan WooCommerce ser ud under motorhjelmen.

WooCommerce: En WordPress overbygning

At programmere et komplet webshop system, der skal være en sikker og god brugeroplevelse i alle trin af købsprocessen, er ikke noget man bare lige gør på et par dage. Derfor har WordPress teamet været med til udviklingen af WooCommerce pluginet, for at sikre den bedste integration med WordPress, hvor brugervenlighed og sikkerhed i højsædet.

Men hvorfor overhovedet bruge WordPress som platform til din webshop spørger du måske? Jo, det er der flere gode grunde til. Helt overordnet set handler det om at WordPress er den med afstand største hjemmesideplatform. Det gør også at der udvikles helt ekstremt meget til det, og der kommer hele tiden nye muligheder til. Det er næsten altid muligt at finde et plugin, når man har brug for specielle funktioner der ikke er standard, og det gælder i højeste grad også mht. WooCommerce. Findes der ikke allerede et plugin til den funktion der skal skal bruges, kan man selv få et udviklet, ofte billigere end til andre systemer.

Ønsker du at læse mere om hvorfor vi primært arbejder med WordPress, har vi skrevet om det her: Hvorfor WordPress er den bedste hjemmeside platform

Fagudtryk i dette indlæg

For lige at have styr på fagtermerne når det kommer til hjemmeside og webshop, vil jeg lige beskrive 2 essentielle termer der bruges i indlægget, men man måske ikke kender til med mindre man er fagperson:

  • Back-end: Det er her du administrerer din webshop (og hjemmeside) via det såkaldte kontrolpanel. Noget man ofte også betegner som et CMS (Content management system).
  • Front-end: Det er den del af hjemmesiden som den besøgende får at se når de besøger din hjemmeside. Det er altså her selve brugeroplevelsen foregår.

Det gør det forhåbentlig gøre det lidt nemmere at forstå resten af blogindlægget.

Basis funktionerne i WooCommerce

Jeg vil her gennemgå de basis funktioner som WooCommerce indeholder, efter du har afsluttet den meget brugervenlige trin-for-trin opsætning af din webshop. Det vil sige at dette indlæg primært fokuserer på back-end delen af WooCommerce, så du har mulighed for at få indsigt og forståelse for de mange delelementer der er en del af at drive en WooCommerce webshop.

Måske kan det være med til at afgøre om det er en løsning der passer til dine behov?

Kategorier i WooCommerce

En vigtig del af det at have en webshop med mange produkter, er at have system og orden i dem. Her kommer produktkategori funktionen i spil, og du kan frit oprette så mange produktkategorier du har lyst til og brug for.

Kategoriseringen er noget der gør det nemmere for dine besøgende at skabe et overblik over hvad du tilbyder, og det samme gælder faktisk for søgemaskinerne. Og det er de to grupper du skal tilfredsstille for at få succes med din butik online.

Her ser du hvordan kategori oversigten ser ud i WooCommerce systemet:

katergorioversigt i WooCommerce

Og her ser du hvordan man opretter / redigerer en kategori:

opret kategori i WooCommerce

Tilknyt produkter til kategori i WooCommerce

Når du har oprettet kategorier kan du tilknytte dem til de produktet du har oprettet i et panel helt ude i højre side af redigeringssiden for produktet. Udover at tilknytte produktet til en kategori, kan du faktisk også oprette og strukturere kategorier direkte fra produktredigeringssiden. Noget der er gennemgående for hele WordPress platformen når det kommer til kategorier:

tilknyt produkt til kategori i WooCommerce

Produkter / Varer i WooCommerce

Når det kommer til oprettelse af selve produkterne er der lidt flere niveauer af indtastninger, og det er nok her man skal holde mest fokus. Det kræver ofte at du anvender brugerfladen et par gange, før du husker alle de informationer der skal til, før det kommer føles helt naturligt i din egen WooCommerce webshop.

Her kan du se hvordan produktoversigten ser ud i en WooCommerce webshop, inde fra i kontrolpanelet. Du kan selv indstille hvilke data du vil have præsenteret i din produktoversigt. I oversigten har du mulighed for at navigere flere steder hen, alt afhængigt af hvad dit formål er.

produktoversigt i WooCommerce

Produkt titel & produkt tekster i WooCommerce

Det første du møder når du opretter et nyt produkt, eller vil redigere et af dine produkter, er et felt hvor du skriver produktets titel. Noget der spiller en stor rolle i forhold til søgemaskinerne.

tilføj produkt i woocommerce

Lige under titelfeltet er et tekstfelt, som er den udvidede, eller lange beskrivelse af produktet. Her skal det siges at der findes både en udvidet beskrivelse af produktet, og en kort beskrivelse af produktet. De indtastes 2 forskellige steder her i backend’en, og vises også 2 forskellige steder i frontend’en for de besøgende. Noget du også kan ser herunder:

Kort produktbeskrivelse i WooCommerce

kort produktbeskrivelse i WooCommerce

Lang produktbeskrivelse i WooCommerce

lang produktbeskrivelse i WooCommerce

Produkttyper i WooCommerce

Her vælger du hvilken type produkt, det er du er ved at oprette. Denne indstilling anvendes til hver enkelt produkt, alt efter om det er en produkttype som har flere varianter. Er det en tøjbutik kunne det f.eks. være tøj i forskellige farver eller størrelser der er varianterne.

Du kan vælge følgende produkttyper:

  • Enkel vare: Bruges hvis du har et produkt som ikke har varianter
  • Grupperet vare: Hvis du ønsker at sælge din vare i bundter/pakker
  • Ekstern/partner vare: Denne bruges hvis du henviser til en anden forhandler
  • Variabel vare: Denne bruges når produktet har flere varianter

produkttyper i woocommerce

Produktbilleder, gallerier og videoer i WooCommerce

Brugen af produktbilleder og galleri i din webshop, kan have en stor betydning for dit salg. Langt over halvdelen af dine besøgende skimmer kun siden for billeder og højdepunkter, som de hurtigt kan tage en beslutning ud fra.

Her ser du hvordan du tilføjer det fremhævede billede – altså det store billede der vises som det første, når en bruger besøger det pågældende produkt. Lidt længere nede kan du tilføje et galleri af billeder, der giver dig mulighed for at præsentere dit produkt på en mere komplet måde visuelt, og kan være med til at overbevise dine besøgende om de skal handle hos dig:

produktbilleder i woocommerce

Herunder kan du se hvordan de billeder du har tilføjet til produktet bliver præsenteret for de besøgende, med det fremhævede billede først, og galleriet vist som små thumbnails oppe i højre hjørne af det fremhævede billede (galleriet kan også vises på andre måder):

produktbilleder i woocommerce på produktside

Produktpris og tilbudspris i WooCommerce

Et meget væsentlig felt at udfylde, er prisen på produktet. Her kan du vælge om der skal moms på produktet og hvor stor momsen er, alt efter hvem, og hvor du sælger til. For langt de fleste webshops, vil man selvfølgelig bare bruge den standard vi har i Danmark. Men alt afhængigt hvilket marked du sælger til, kender du forhåbentlig den gældende lovgivning.

Udover prisen kan du også indtaste en tilbudspris, som selvfølgelig skal være lavere end normalprisen. Hvis det er en kampagne du vil køre på et produkt, kan du også sætte en tidsramme for tilbuddet. Her ser du et screenshot af de felter du kan udfylde når det kommer til produktprisen:

produktpris i woocommerce

Produktbeholdning / lagerstyring i WooCommerce

Denne indstilling er det ikke alle der vælger at bruge, da der findes lagersystemer som har langt flere nuancer når det kommer til effektiv lagerstyring. Det kommer selvfølgelig meget an på hvad du sælger og ikke mindst hvor meget. Dog skal det siges at der kan være noget brugervenlighed for dine kunder at hente, hvis du vælger at bruge WooCommerces lagerstyring. Det giver de besøgende mulighed for at få indsigt i din lagerstatus, og på den baggrund træffe et mere oplyst valg, hvilket kan være afgørende når man sælger produkter online.

Herunder kan du se hvor du kan indstille dine præferencer i forhold til lagerstyring. Nogle lagerstyringsprogrammer tilbyder en automatisk kobling (API) til WooCommerce, selvom det ofte kun gælder de helt store leverandører.

lagerstyring i WooCommerce

Forsendelse i WooCommerce

Forsendelsesmuligheder er en fast del af det at have en webshop og levere et produkt til kunden. I WooCommerce skal du indstille hvilke lande, regioner, og områder du sælger til – og om det er nationalt eller internationalt. I WooCommerce kalder de det forsendelseszoner.

Forsendelseszoner i WooCommerce

En forsendelseszone er det geografiske område, hvor et bestemt sæt af forsendelsesmetoder gælder. WooCommerce vil matche hver kunde med en enkelt zone ved hjælp af kundens forsendelsesadresse, og vise de forsendelsesmetoder der er indenfor denne zone.

forsendelseszoner i WooCommerce

Forbundne / relaterede produkter i WooCommerce

Som overskriften siger, er det her du kan forbinde dine produkter og vise hvilke type produkter der hører sammen eller passer godt sammen. Du kan søge og nemt tilknytte andre produkter du har oprettet, og ønsker at fremhæve som tilbehør eller mersalg, når brugeren ser dette produkt i din webshop.

Når du har forbundet dine produkter med andre relevante produkter vil det blive vist i front-end delen af din hjemmeside. Som f.eks. her:

relaterede produkter i WooCommerce

Produktegenskaber i WooCommerce

Denne indstilling er meget afgørende for hvor brugervenlig en filtrering og sortering af produkter, din Woocommerce webshop har. Egenskaberne er det dine besøgende filtrerer i for at finde frem til det helt rette produkt. Det kan være alt fra farver, størrelser, form og meget mere – helt afhængigt af hvad du sælger. Jo færre egenskaber du tilføjer, jo sværere er det for brugeren at filtrere sig frem til det produkt de søger efter i din webshop. Så en velbalanceret mængde af egenskaber vil gøre din webshop mere brugervenlig i dens kernefunktion.

Først skal du oprette egenskaberne i back-end delen af din webshop. Under hver egenskab skal der så tilføjes de forskellige variationer af egenskaber du måtte have. Det kan være du har et produkt der er blåt, og et produkt som er rødt. Så skal der oprettes en egenskab som hedder “Farve” og termen “Rød, Blå” skal tilføjes til denne egenskab.

produktegenskaber i WooCommerce

Efter du har oprettet de egenskaber du skal bruge, til et eller flere produkter, skal disse egenskaber tilknyttes produkterne. Det gør du ved at gå ind på det produkt du ønsker at tilføje egenskaben til, via følgende indstilling:

tilknyt produktegenskaber i WooCommerce

Når du har valgt den egenskab du vil tilføje, kan du indsætte de termer du allerede har oprettet under egenskaben. Billedet nedenunder viser hvordan der er tilføjet den predefinerede sorte farve, og du kan se hvor nemt man kan tilføje nye termer til en egenskab, direkte fra det enkeltes produkts side. Her tilføjer jeg termet “Blå” til egenskaben “farve” direkte fra produktsiden.

termer til produktegenskaber i WooCommerce

Produkt variationer i WooCommerce

Denne funktion bruges til at give de besøgende, og forhåbentlig kommende kunder, mulighed for at kunne vælge mellem de variationer du måtte have af en produkttype. Hvis du sælger tøj har du sikkert en variation af størrelser til hver enkelt produkt. Dette skal oprettes som en variation af det enkelte produkt. Det skal siges at du så skal vælge produkttypen “Variabel vare”, som vi nævnte tidligere i indlægget.

Hvis du har gjort dit forarbejde ordentligt med oprettelse af egenskaber og termer, kan du anvende disse egenskaber til oprettelsen af dine variationer, da disse 2 indstillinger unægteligt hænger sammen.

E-mail notifikationer i WooCommerce

Troværdighed og gennemsigtighed er nøglen til en tryg købsproces for kunden og kan skabe tilbagevendende tillid, i form af gentagne ordrer fra samme kunde. Her er processen efter kunden har betalt meget essentiel. Dette gøres via e-mail notifikationer til kunden og dig selv, når der lander en ordre i din webshop. Som du sikkert selv har oplevet, modtager man forskellige mails når man placerer en ordre online. Hos nogle webshops flere notifikationer end andre.

Der kommer som standard nogle præ-opsatte notifikations e-mails med, når du installerer en WooCommerce webshop. Disse kan du altid redigere, omformulere og deaktivere. Du har også muligheden for at tilføje ekstra e-mail notifikationer, der kan skabe den føromtalte gennemsigtighed og troværdighed. Herunder kan du se en liste over de standard mails der følger med en WooCommerce webshop:

E-mail notifikationer i WooCommerce

Ordrehåndtering i WooCommerce

Når du har oprettet dine produkter, egenskaber, kategorier og hvad du ellers har brug for, er du klar til at åbne op for webshoppen. Noget der forhåbentlig betyder ordrelisten hurtigt vokser.

Så snart der lander en ordre i din webshop bliver du underrettet via email, og så skal du igang med den sjovere del af forretning – nemlig finde, pakke og sende varen til kunden.

Ordreoversigt

Vi har her inkluderet ordreoversigten fra vores demo side, hvor vi har oprettet en testordre for at du kan se hvordan denne del ser ud i en WooCommerce Webshop.

ordreoversigt i WooCommerce

Ordrehåndtering

Når du klikker dig ind på den ordre du ønsker at håndtere, får du mulighed for at indstille en status på ordren, og du får du lov til at se hvem der har bestilt ordren, samt deres data. Derudover har du en liste over de produkter kunden har bestilt.

Herunder ser du 2 billeder af hvordan en ordre ser ud i back-end delen af en WooCommerce wesbhop:

ordrehåndtering i WooCommerce 1
ordrehåndtering i WooCommerce 2

Til højre er der et feed med ordre noter som automatisk bliver genereret når du ændrer status på ordren, men du har også mulighed for selv at skrive noter til ordren. Noget der kan være rigtig brugbart, specielt hvis man er flere om at arbejde i og administrere webshoppen.

Handelsbetingelser & privatlivspolitik i WooCommerce

Når du har en webshop er det krav at du udformer handelsbetingelser og privatlivspolitik i forhold til hvordan du håndtere dine kunders data. Derfor er alle disse formelle ting selvfølgelig også en del af WordPress og en WooCommerce webshop. Derudover kan du indstille systemet til selv at slette persondata efter en angiven tidsramme, sådan at du ikke skal fokusere på om du lever op til persondataforordningen GDPR, da det kører med en stor mængde automatik.

betingelser i WooCommerce

Betalingsmuligheder i WooCommerce

For at have en komplet webshop løsning som du kan bruge, skal der også være betalingsmuligheder for de besøgende der ønsker at afgive en ordre i din online butik. Og er det ikke hele idéen med en webshop?

Som standard kommer der nogle muligheder, men hvor det kun er PayPal der giver den online betalingsmulighed.

Du kan se de standard betalingsmuligheder der i WooCommerce her:

  • Direkte bankoverførsel
  • Betalinger med check
  • Efterkrav
  • Paypal

Vil du derimode kunne modtage de mest gængse betalingsmuligheder, og det bør du, skal der opsættes en eller flere betalingsgateways.

Betalingsgateway i WooCommerce (en standard for de fleste webshops)

Hvis du gerne vil modtage betaling med kreditkort direkte i din webshop, som man kender det fra de andre butikker, har du 2 muligheder. At finde en udbyder som tilbyder “Pay as you go” løsninger, hvor der er kommision til udbyderen, eller tegne et fast abonnement hvor prisen er fast og du har X antal transaktion pr. måned, alt efter dit niveau af abonnement. Det kan f.eks. være løsninger som:

  • Stripe Payment (en nyere international betalingsløsning, der har rystet lidt op i branchen)
  • Pensopay, ePay og NET’s egen betalingsløsning er nogle af de tilgængelige aktører på det danske marked

WooCommerce SEO

Mht. til SEO (søgemaskineoptimering), er WooCommerce en virkelig god platform. Her har du de samme gode muligheder som der generelt ligger i WordPress. Specielt vil anbefale at bruge Yoast SEO plugin’et, der kan være en virkelig god hjælp, både til dig der er helt ny ud i SEO, men faktisk også er et godt værktøj for dem der arbejder mere seriøst med søgemaskineoptimering.

Vi har skrevet lidt mere generelt om SEO til webshops her: SEO på webshop – sådan bliver dine produkter fundet

Konklusion

Med WooCommerce som webshop, får du en platform der nem at arbejde i, administrere og sætte op. Samtidig gør det faktum at WordPress er open source, også at du kan få tilpasset din WooCommerce webshop præcis som du ønsker det. Både i forhold til design og udseende, men også mht. funktionalitet. Du kan altså få din webshop til at fungere præcis som du ønsker. Derudover kan langt de fleste web bureauer i dag arbejde med platformen, det betyder at hvis du skal have nogle andre til at overtage udviklingen af webshop’en, vil overgangen kunne foregå smertefrit.

Har du brug for hjælp til udviklingen af en WooCommerce webshop? Eller til at få tilpasset en eksisterende? Så er du meget velkommen til at kontakte os.

Om skribenten

Simon R.

Facebook

Er partner og når det kommer til tekst forfatning på vores blog, tager Simon sig som regel af de tekniske og kreative indlæg og gør sit ypperste for at sørge for alle kan følge med og kan få noget ud hans indlæg. Du er altid velkommen til at connecte med og kontakte Simon på LinkedIn.

Image
Simon R.
Er partner og når det kommer til tekst forfatning på vores blog, tager Simon sig som regel af de tekniske og kreative indlæg og gør sit ypperste for at sørge for alle kan følge med og kan få noget ud hans indlæg. Du er altid velkommen til at connecte med og kontakte Simon på LinkedIn.
    Få de nyeste indlæg sendt til din indbakke, ingen reklamer eller spam
    Google My business logoGoogle My business ratingx

    Kunderne siger:

    • "Kompetent vejledning og rådgivning i forbindelse med SEO"
    • "Bliver designet med stor præcision og et utrolig lækkert slutresultat"
    • "En professionel, moderne og brugervenlig hjemmeside, som har øget besøgstallet"
    • "Løsningsorienteret og effektive med en professionel tilgang"
    • "Aftaler bliver holdt og prisen er gennemsigtig"