Google AdWords vs. SEO (PPC vs. organisk trafik) 5 min.
Er de besøg der kommer til din hjemmeside fra Googles søgemaskine, fra organisk trafik eller AdWords? Er det muligt at få den samme mængde trafik både fra annoncer som uden at betale for det? Eller er det spild af din tid, og skal du bare hive det store checkhæfte op?
Her kigger vi på begge former for trafik, samt fordele og ulemper ved dem.
Hvad er trafik fra AdWords?
Det er den trafik der kommer fra annoncer/reklamer i Google søgninger. I et søgeresultat bliver der vist fire annoncer i toppen af siden, hvorefter de naturlige organiske resultater vises. Man kan altså købe sig til at lægge øverst i en søgning, men det bliver dog indikeret for de søgende at det er en annonce.
Hvor mange klikker på AdWords annoncer?
I gennemsnit er klik-per-visning (CTR) for annoncer på Google 1,91% set over alle brancher ifølge en undersøgelse, mens en anden siger at tallet er 2,8% på computer og 2% på mobil. Det vil sige at der i gennemsnit klikkes på en annonce omkring 2-3 gange ved 100 visninger.
Men efter Google i 2016 begyndte at vise 4 reklamer i toppen af søgningen frem for 3, kommer der flere kliks på de første 4 reklamer i en søgning i forhold til tidligere. Helt konkret har det resulteret i betydelige stigninger for annoncernes CTR, og Googles forsøg på at give en yderligere fordel til reklamerne har virket.
Hvad er organisk trafik
Organisk trafik er den trafik du får fra Googles søgemaskine som et resultat af indholdet på din hjemmeside. Det er de resultater der dukker op lige under annoncerne, og du kan ikke betale Google for at rangere højere i disse resultater.
Hvordan rangerer du højt på Google og får organisk trafik?
Der er desværre ikke noget du kan gøre fra den ene dag til den anden, for at komme til at ligge nr. 1 på Google søgninger. Det kræver at du søgemaskineoptimerer din hjemmeside (SEO), enten ved selv at gøre det eller hyre en SEO-ekspert.
Når først du fokuserer seriøst på søgemaskineoptimeringen, skal du nok begynde at klatre opad i Google søgningerne, hvis det ellers er gjort rigtigt. Men husk: Det tager også tid. Heldigvis får du langtidseffekter på din SEO, så når det først spiller er det forholdsvis nemt og omkostningsfrit at vedligeholde, og du vil se en kontinuerlig organisk trafik.
Husk at have en Google My Business profil
For at rangere højt på lokale søgninger, og få vist virksomhedsoplysninger så som adresse, åbningstider o.l. direkte i Google søgninger, skal du også have en Google My Business profil. Det gør også at brugere kan se anmeldelser af dig direkte i deres søgning, og derved være med til at øge din troværdighed og sandsynligheden for mere trafik.
Hvor mange klikker på de organiske links i Google søgninger?
Kigger vi på de organiske links i Google søgninger – altså dem der ikke er reklamer – er der en markant højere klik-per-visning (CTR). Ifølge Moz er der ved søgning på computer 62,2% der klikker på et organisk link, mens tallet er 40,9 på mobile enheder.
Ser vi globalt på hvordan der klikkes på de organiske links, ses betydningen af at være blandt de 5 første meget tydeligt herunder:
Dette understreger vigtigheden af søgemaskineoptimeringen. Det er altså ikke nok at ligge på side 1, men derimod er det meget vigtigt at ligge i top 5.
Hvornår bør du satse på AdWords annoncering?
Google har skruet på hvordan annoncer bliver vist, så det nu er endnu mere attraktivt at bruge. Her er fordelene og ulemperne ved AdWords annoncering.
Fordele
– Det er muligt at se resultater hurtigt
– Du kan målrette den demografi og målgruppe du gerne vil nå
– Du kan tydeligt se om din investering giver afkast
– Det er nemt at tilpasse og optimere en kampagne
Ulemper
– Hvis ikke din kampagne er skruet rigtigt sammen, mister du hurtigt mange penge
– Hvis ikke din landingsside har det relevante indhold, vil brugerne fra de betalte klik forsvinde igen med det samme
– Organisk trafik konverterer bedre
– Hvis brugerne ved det er en annonce, har det ikke den samme troværdighed som en organisk visning
– Der er lavere CTR end ved organiske resultater
Hvorfor bør du satse på organisk trafik?
At ligge på side 1 i Google betyder nu mere end nogensinde før, konkurrencen er høj og om du rangerer højt kan det betyde succes eller fiasko for din virksomhed. Her er fordelene og ulemperne ved den organiske trafik.
Fordele
– Det kan gøres gratis
– Du få en længerevarende effekt
– Når du rangerer højt, vurderer Google at dit indhold er relevant for brugerne
– Organisk trafik konverterer bedre
– Der er højere CTR (klik per visning) på organiske resultater end ved annoncer
Ulemper
– Det tager ofte lang tid at komme til at rangere højt
– Det kræver tid at producere godt indhold
– Google viser flere og flere reklamer, der kan begrave de organiske søgeresultater langt nede på siden.
– Når Google ændrer i deres algoritme, kan det kræve ændringer
– Organisk trafik er kun gratis, hvis du selv kan optimere det.
Hvad skal du vælge?
Kig på fordelene og ulemperne ved hver enkelt type og brug det der passer bedst til din situation. Og det handler selvfølgelig om at få folk ind på dine hjemmeside, så de kan få øje på services og produkter.For mange vil det helt sikkert give god mening at fokusere på begge dele samtidig. Og som med så meget andet, handler om at gøre det seriøst og rigtigt, så vil du også se resultaterne.
Grafik: Freepik