Hvad er sitelinks og hvordan får man dem på Google? 5 min.
Du har helt sikkert set dem i søgeresultaterne i Google: Sitelinks. Når du får dem fylder du mere i søgeresultaterne, de kan hjælpe på troværdigheden og være brugervenlige for de søgende. Men helt præcis hvad er de? Og hvordan får du sitelinks? Det kigger vi på her.
Hvad er sitelinks?
Sitelinks er ekstra links i søgeresultaterne. De vises lige under hovedresultatet for en hjemmeside, og fungerer som supplerende links til den pågældende hjemmeside. Oftest vil de dukke op når du søger på en virksomhed, eller et brand.
Her er f.eks. et resultat når jeg søger på Kragerup Gods:
Sitelinks begyndte først at dukke op i søgeresultaterne i 2005, som en af Googles mange eksperimenter, og har ligesom Google selv ændret udtryk over flere omgange.
Se også: Hvad er featured snippets?
Hvornår får man sitelinks i Google?
Google siger selv at der kun vises sitelinks når de mener at det vil være brugbart for brugeren. Hvis din hjemmesides struktur ikke gør Google i stand til at finde gode sitelinks, eller hvis de ikke synes at din side er relevant i forhold til brugernes søgning, vil de ikke blive vist.
Det handler altså, som med så meget andet i SEO-arbejdet, at din hjemmeside skal levere relevante resultater, og at der skal være styr på det tekniske/strukturelle på din hjemmeside.
Hvorfor er det godt at få sitelinks?
Sitelinks kan være rigtig gode fordi de giver brugerne flere muligheder for med det samme at komme ind på en relevante underside. Samtidig vil de være med til at skubbe de følgende resultater længere ned, hvilket ofte vil resultere i at de får færre klik. Og det er jo godt specielt hvis din hjemmesider skubber sider ned, der ikke har nogen forbindelse til dig. It’s all about the clicks 😉
Faktisk kan det påvirke din CTR (klik-per-visning) ganske betydeligt, fordi de første resultater i en Google søgning får langt størstedelen af alle kliks. Og når du fylder mere og har flere links, har det helt naturligt også en effekt.
Derudover er der også et troværdighedssignal i sitelinks. Som vi tidligere var inde på, vil du kun få sitelinks hvis Google vurderer det er relevant, og derfor signalerer det troværdighed til brugerne, når du får dem.
Hvordan får man sitelinks i Google?
Det handler i bund og grund om at have en hjemmeside der er relevant i forhold til det der søges efter, har en struktur som Google forstår og så skader det bestemt ikke med kvalitetsindhold.
Sørg for at have en god navigation og hierarki på din hjemmeside. Er den nem at navigere rundt på for brugerne, vil den også være det for søgemaskinerne. Som udgangspunkt i hvert fald.
Derudover vil du også kunne hjælpes godt på vej ved i Google Search Console at indsende en sitemap.xml-fil, med din hjemmesides sitemap.
Er der specifikke undersider du gerne vil have vist som sitelinks, handler det meget om at Google opfatter dem som relevante. En rigtig god måde at signalere det på, er ved at have mange interne links til den underside du gerne vil have som et sitelink. Interne links er nemlig noget af det mest effektive, i forhold til at få Google til at forstå de er vigtige, og hvordan de er relaterede til andre undersider. Du skal aldrig gå ned på den interne linkbuilding. Det er super vigtigt.
Og så handler det selvfølgelig om at være nr. 1 på dit eget brandnavn. Derfor råder vi også altid alle virksomheder til at have et navn der ikke er identisk med andre, som allerede er godt etablerede. For så bliver det altså op ad bakke, og næsten umuligt.
Kan man få skjult specifikke sitelinks?
Hvad nu hvis du har fået sitelinks i søgeresultaterne, men du ikke synes at en eller flere af dem skal vises? Kan man få dem fjernet igen? Her er det korte svare, desværre: Nej!
Tidligere kunne man i Google Search Console fortælle søgemaskinen at der var bestemte sider man ikke ville have vist som sitelinks, men den mulighed blev fjernet tilbage i 2016. De begrundede det med:
“Over årene er vores algoritmer blevet meget bedre til at finde, skabe og vise relevante sitelinks, så derfor føler vi nu at det er på tide at simplificere tingene.”
Med andre ord: Google føler de er bedre til udvælge hvad der er relevant, end os mennesker. Og så kan man jo være enig, eller ej.
Der er dog én ting du kan gøre, men som vi ikke vil anbefale. Du kan sørge for at den pågældende side, du ikke vil have vist som sitelink får et noindex tag. Men det vil betyde at den side ikke bliver indekseret i Google, og derfor heller ikke vil blive vist i søgeresultaterne overhovedet. Så gør det kun hvis det er en underside du overhovedet ikke vil have dine brugere ind på.